Fra foråret 2021 hjemtager Region Midtjylland driften af 18 ambulanceberedskaber og fem akutlægebiler. Til at bemande de nye enheder har regionen nu sendt tilbud om ansættelse til 193 ambulancereddere. Og Region Midtjylland har ikke været ramt af samme rekrutteringsproblemer som BIOS knækkede halsen på. Der var nemlig langt flere ansøgere end stillinger.
Tidligere har rekrutteringen været langt den største udfordring, når ambulancekørsel skulle overgå til en ny operatør. Mange ambulancereddere ønskede således at blive hos deres hidtidige arbejdsgiver – oftest Falck – og var villige til at flytte til nye tjenestesteder for at undgå at skifte arbejdsgiver.
Men den udfordring har Region Midtjyllands nye ambulancetjeneste tilsyneladende ikke haft. Fra starten af 2021 kommer ambulancetjenesten til at bestå af 21 ambulanceberedskaber og 10 akutlægebiler, hvor halvdelen af akutlægebilerne og tre af ambulancerne i forvejen drives af regionen. Det er primært i Aarhus-området, at ambulancerne fremover skal drives af regionen selv. Og ifølge tal fra regionen har der været stor interesse for redderstillingerne.
Region Midtjylland har udsendt tilbud om ansættelse til 193 personer. Men regionen havde modtaget langt flere ansøgninger, nemlig næsten 300. ”Vi har desværre ikke kunnet ansætte alle, der søgte, heller ikke selvom de var velkvalificerede og havde gode samtaler. Men vi slår enkelte ledige stillinger op midt i november, primært i Aarhus. Ambulancereddere, der har fået afslag i første omgang, er meget velkommen til at søge igen”, lyder det fra regionen.