Region Midtjylland får karantænefaciliteter på beredskabscenteret i Herning

Hvis Region Midtjylland rammes af epidemi i form af en livstruende, farlig og smitsom sygdom, så vil de sygdomsramte fremover kunne sættes i karantæne på beredskabscenteret i Herning. En ny aftale indebærer, at der med to timers varsel skal kunne aktiveres en karantænefacilitet med plads til op til 100 personer.

Region Midtjylland skal efter lovgivningen kunne håndtere ekstraordinære hændelser med mange syge og tilskadekomne eller potentielt syge og tilskadekomne. Regionens plan for sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab skal derfor også indeholde planer for hændelser med et større antal patienter med risiko for smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Hidtil har Region Midtjylland haft en aftale med Region Syddanmark om benyttelse af de syddanske karantænefaciliter. Men Sundhedsstyrelsen – der efter epidemiloven skal træffe beslutning om iværksættelse af en eventuel karantæne – mener, at Region Midtjylland bør have egne faciliteter, og derfor er der nu forhandlet en aftale på plads mellem regionen og Beredskabsstyrelsen.

Indhegnede karantænefaciliteter

Aftalen indebærer, at der på beredskabscenteret i Herning skal stilles både en indhegnet bygning og servicefunktioner til rådighed for Region Midtjylland. Beredskabscenteret skal kunne være karantænefacilitet for ca. 100 karantænesatte, og faciliteterne skal kunne aktiveres med et varsel på to timer. Hvis der bliver behov for aktivering, vil det ske fra AMK-vagtcentralen.

Selve aftalen koster ikke regionen noget, men udgifter til f.eks. indretning af bygningerne samt de konkrete udgifter til drift i en karantænesituation skal betales af regionen. Ved aktivering skal der være en sygeplejerske fra regionens Infektionsmedicinsk Afdeling Q til stede døgnet rundt, ligesom der løbende skal gennemføres lægetilsyn. Beredskabsstyrelsen skal stå for den praktiske drift, f.eks. forplejning, rengøring, intern transport og bortskaffelse af risikoaffald.

Annonce