Region mangler at indsætte ekstra ambulance

Fra årsskiftet fik akutberedskabet i Region Hovedstaden tilført godt 19 mio. kr. til at indsætte ekstra ambulanceberedskaber. De ekstra ambulancer skal primært sikre, at regionens servicemål for responstider kan overholdes, men indtil videre er det kun tre af de fire ambulancer, som beredskabet skal udvides med, der er indsat.

Ekstrabevillingen på 19,3 mio. kr. skyldes, at Region Hovedstadens responstider er under pres, ligesom belastningen på de enkelte ambulancer er steget så meget, at det giver problemer i forhold til regionens kontrakter med operatørerne Falck og Hovedstadens Beredskab.

Akutberedskabet fik de ekstra penge pr. 1. januar 2018, og fra samme dato blev der indsat tre nye deldøgnsberedskaber i ambulancetjenesten. Det er imidlertid planen, at der skal indsættes endnu en ambulance, men det har afventet drøftelser med regionens ambulanceleverandør – herunder forskellige udeståender i henhold til kontrakten på området. ”Udeståenderne forventes at være afklaret snarest”, oplyser Region Hovedstaden.

De penge, som spares ved at den fjerde ambulance først indsættes senere på året, vil i stedet blive brugt på at indsætte ekstra ambulancer i spidsbelastningsperioder.

Annonce