Er der virkelig dobbelt så stor sandsynlighed for at overleve et hjertestop i Region Midtjylland som i Region Sjælland? Det mener sundhedsministeren, men ifølge Region Sjælland er det faktuelt forkert. Regionen bruger nemlig ikke akutlægebiler, og det gør, at patienter ikke kan erklæres døde på stedet. Det kan først ske på sygehuset. Men dermed registreres de som ”hjertestop” og ikke ”dødfundne” i statistikken.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har udtalt, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for at overleve et hjertestop i Region Midtjylland som i Region Sjælland. Men den oplysning er faktuelt forkert og misvisende, og den skaber unødvendig utryghed for borgerne i Region Sjælland, mener regionen:
”Ministeren bruger en undersøgelse, hvor der ikke er korrigeret for flere faktorer, og derfor ender Region Sjælland ud med en dobbelt så stor dødelighed ved hjertestop som eksempelvis Region Midtjylland. Det er en faktuel forkert måde at bruge undersøgelsen på og skaber kun utryghed for borgerne i Region Sjælland”, siger regionsrådsformand Heino Knudsen fra Region Sjælland.
Undersøgelsen er blandt andet ikke korrigeret for, om der sker registrering som “hjertestop” eller “dødfunden”.
”Det er Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at i det øjeblik, at førstehjælp sættes i gang, skal patienten registreres som et ’hjertestop’. Det er kun en læge, der kan erklære en patient for død, og eftersom vi ikke har læger i vores ambulancer, så er det først på sygehuset, at patienten kan erklæres for død. Det er netop det, der mangler at bliver korrigeret for i undersøgelsen”, siger Ole Mazur Hendriksen, der er præhospital lægelig chef i Region Sjælland.
Tal kan ikke sammenlignes
Undersøgelsen, som sundhedsministeren får sine tal fra, er udarbejdet af professor Christian Torp-Pedersen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. I undersøgelsen står det beskrevet, at tallene ikke uden videre kan sammenlignes regionerne imellem, forklarer Ole Mazur Hendriksen:
”Det er klart, at eftersom Region Midtjylland kan erklære flere patienter for ’dødfundne’ på findestedet, så får de færre registrerede ’hjertestop’ med dødelig udgang, og ser derfor bedre ud på papiret. Derfor arbejder de fem regioner massivt sammen netop nu for at få korrigeret disse data, så vi kan få nogle brugbare og sammenlignelige tal”.
Prioriterer ambulancer med paramedicinere
Det er en politisk beslutning i Regionsrådet i Region Sjælland, at der fra 2011 ikke længere skulle være akutlægebiler i hele Region Sjælland.
”I Region Sjælland har vi en helt særlig geografi, derfor har vi prioriteret flere ambulancer med paramedicinere fremfor få ambulancer med læger, fordi vi vil have et stærkt og robust beredskab med hurtig responstid, også i yderområderne. I andre regioner har de andre prioriteringer, som passer til deres region. Men vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for registrering. Der er andre registre, hvor ministeren bør kunne få sine tal og fakta fra, som er korrekte, så Region Sjælland ikke skal hænges ud, og hvor borgerne i Region Sjælland ikke skal føle sig unødigt utrygge”, siger Heino Knudsen.