Region kæmper stadig med 175 BIOS-lønsager

Næsten 1½ år efter BIOS’ konkurs kæmper Region Syddanmark stadig med at håndtere et meget stort antal lønsager fra de medarbejdere, som regionen overtog fra BIOS. Indtil videre har regionen afsluttet 148 sager, som i alt har kostet 1,9 mio. kr. I 56 af sagerne er resultatet blevet, at medarbejderne skal betale penge tilbage. Der udestår imidlertid stadig 175 sager.

Medarbejderne fra BIOS blev efter konkursen i juli 2016 overført til Region Syddanmarks nye ambulanceselskab, Ambulance Syd. Men der var på det tidspunkt økonomiske udeståender med en lang række af medarbejderne, og derfor har regionen siden da behandlet et stort antal lønsager.

En status pr. 3. november 2017 viser, at 148 lønsager nu er afsluttet. Af disse er 92 sager afsluttet med, at medarbejderen har modtaget et beløb til udbetaling. Det samlede beløb til udbetaling udgør 863.000 kr. efter fradrag af skat og tidligere acontoudbetalinger. 56 sager er afsluttet med et resultat, hvor medarbejderen skal tilbagebetale et beløb. Det samlede beløb til tilbagebetaling udgør 287.000 kr. efter fradrag af skat og tidligere acontoudbetalinger.

Ifølge Region Syddanmark udgør regionens samlede merudgift til de 148 afsluttede sager 1,9 mio. kr.

Der udestår fortsat 175 sager, som er fremsendt til de faglige organisationer og således under behandling. I de 150 af sagerne afventer regionen tilbagemelding fra de faglige organisationer, og i de resterende 25 sager er de faglige organisationer vendt tilbage med bemærkninger eller ønske om yderligere oplysninger, og disse sager beror derfor på yderligere sagsbehandling i regionen.

Annonce