Region Hovedstadens AMK-vagtcentral ramt af serverproblemer

Fredag aften blev AMK-vagtcentralen hos Region Hovedstaden samt regionens 1813-akuttelefon ramt af alvorlige tekniske problemer, som medførte, at alarmcentralen ikke kunne viderestille 112-opkald til sundhedsfaglig visitation hos AMK-vagtcentralen. En nødprocedure sikrede dog, at alarmopkaldene blev ekspederet.

De tekniske problemer ramte 1813 og 112 omkring kl. 21.30 fredag aften. Ifølge Region Hovedstaden blev alle opkald til 112 besvaret, men nogle borgere, der ringede til akuttelefonen 1813, kan have haft svært ved at komme igennem.

”Der har været tekniske problemer med viderestilling til de sundhedsfaglige medarbejdere på Region Hovedstadens vagtcentral. Det har for nogle borgere betydet, at de i stedet for viderestilling er blevet ringet op af en medarbejder fra regionens vagtcentral. Alle opkald til 112 er blevet besvaret”, fortæller Birgitte Rav Degenkolv, der er vicedirektør i Region Hovedstadens akutberedskab.

Det tekniske problem var løst omkring midnat. Birgitte Rav Degenkolv oplyser, at der var tale om serverproblemer, der nu skal undersøges nærmere.

Annonce