Region Hovedstaden kaster nu håndklædet i ringen og sender den tredje akutlægebil i udbud igen. Efter det første udbud i april, hvor kun Falck bød på at bemande akutlægebilen med en lægeassistent, valgte regionen at hjemtage opgaven, fordi prisen lå over det forventede. Siden da har akutlægebilen imidlertid holdt stille, fordi det ikke er lykkedes regionen at få rekrutteret det fornødne mandskab.
Meningen er, at den tredje akutlægebil skal have base på hospitalet i Herlev og dermed nedbringe responstiden i de områder af det gamle Københavns Amt, som i dag dækkes af akutlægebiler fra Hovedbrandstationen i København. Allerede i februar blev der etableret en akutlægebil i området, da Region Hovedstaden med kort varsel fik etableret en ordning, hvor Falck leverede lægeassistenter til en akutlægebil, der rykkede ud fra Falck-stationen i udbud.
I marts blev opgaven så sendt i udbud, men kun Falck bød, og ifølge Region Hovedstaden lå prisen så meget over det forventede niveau, at man valgte at hjemtage opgaven. Det vil sige, at regionens plan var, at man selv ville stå for hele driften af akutlægebilen, herunder også ansættelse af de ambulancebehandlere, som skulle fungere som lægeassistenter.
Region Hovedstadens løsningsmodel fik imidlertid hård kritik fra de faglige organisationer, som organiserer de danske ambulancefolk. Regionen ville nemlig ansætte ambulancebehandlere fra andre ambulancetjenester på konsulentlignende vilkår, hvor de så bemandede akutlægebilen i deres fritid. Og det har da også vist sig, at det ikke var muligt for Region Hovedstaden at rekruttere det nødvendige antal ambulancebehandlere, så akutlægebilen har de seneste måneder holdt stille. Lægerne, som der allerede var indgået aftale med, bemandede i stedet den anden akutlægebil, hvorefter lægerne derfra i stedet forrettede tjeneste på Rigshospitalet.
Nu har Region Hovedstaden så kastet håndklædet i ringen og atter sendt driften af akutlægebilen i udbud. Også denne gang omfatter udbuddet udelukkende bemanding med en lægeassistent i beredskabstiden kl. 08.00 – 20.00. Regionen vil fortsat selv stå for lægemanding, køretøj og udstyr. Interesserede ambulanceoperatører har indtil den 12. august 2008 mulighed for at byde på en kontrakt, der dog ikke kommer til at vare længe; kontraktperioden løber kun fra 1. september 2008 til 28. februar 2009 med en option på yderligere tre måneder. Derefter forventes det, at regionen afholder et samlet udbud af akutlægebilerne.