Region bekræfter: De syddanske ambulancer er blevet langsommere

Ambulancerne i Region Syddanmark er rent faktisk blevet markant langsommere, efter at Region Syddanmark selv har overtaget ansvaret for, at der er nok ambulancer til rådighed. Det bekræfter Region Syddanmark nu, efter at regionen ellers hidtil har fastholdt, at overgangen til nye kontrakter på ambulanceområdet ikke har betyder en serviceforringelse.

Den 1. september 2015 trådte nye ambulancekontrakter i kraft i Region Syddanmark, og samtidig overtog regionen selv ansvaret for, at der er nok ambulancer til at sikre, at det politisk vedtagne servicemål for ambulancernes responstid overholdes.

Hidtil har Region Syddanmark fastholdt, at overgangen til de nye kontrakter ikke har medført en forringelse i responstiderne. Det er sket under henvisning til, at der kun har været en beskeden stigning i forhold til responstiderne i juni-august. Men som BeredskabsInfo tidligere har beskrevet, er den sammenligning formentlig ikke retvisende, da der traditionelt er en højere responstid i sommermånederne.

Nu bekræfter Region Syddanmark så, at der er sket en markant stigning i responstiderne, hvis man sammenligner september 2015 med den tilsvarende måned i 2014 og 2013. Det sker i et svar til Enhedslisten, som for to uger siden bad Region Syddanmark om at forholde sig til de noget modstridende oplysninger om udviklingen i responstiderne.

”Hvis man sammenligner responstiderne de første 22 dage af september 2015 med september i 2014 og 2013 er responstiden på regionsniveau steget med ca. ét minut. For de fire delområder gælder, at responstiden er steget med ca. et halvt minut i Trekantsområdet og Sydvestjylland, men ca. ét minut på Fyn og med ca. 1 min og 30 sek. i Sønderjylland”, skriver regionen i svaret til Enhedslisten.

Enhedslisten havde desuden bedt om at få oplyst responstiderne for de enkelte kommuner. Men det afviser regionen: ”Der er endnu ikke udarbejdet responstidsopgørelser pr. kommuner. Det præhospitale udvalg præsenteres hvert kvartal for responstidsopgørelser på kommuneniveau. Dette vil også ske, når 3. kvartal er opgjort. Kommuneopgørelserne udarbejdes pr. kvartal fordi opdeling på kommune-niveau betyder, at det er meget små tal man kigger på med deraf følgende usikkerheder forbundet med opgørelserne”, skriver regionen i svaret.

Responstiderne i Region Syddanmark er i øjeblikket markant højere end det politisk fastsatte mål. Samtidig viser forskningen, at ved hjertestop falder overlevelseschancen med ca. 10 pct for hvert minut der går uden hjertemassage og hjertestarter. En stigning i ambulancernes responstider på ét minut kan således have store konsekvenser for patienterne.

Annonce