Efter omorganiseringen af den nordjyske ambulancetjeneste overholder ambulancerne næsten de nye servicemål, som Region Nordjylland har fastsat. Kun når det gælder målet for de hurtigste ambulancer – fremme indenfor 10 minutter – er der en afvigelse, mens servicemålet for ankomst indenfor 15 og 20 minutter akkurat overholdes.
I april gennemførte Region Nordjylland en større omlægning af ambulancetjenesten. Den hidtidige kontrakt med Falck, der var baseret på krav om Falcks overholdelse af gennemsnitlige responstider, ophørte. I stedet overgik regionen til den såkaldte beredskabsmodel, hvor det er regionens eget ansvar at sikre, at responstidsmålene overholdes. Samtidig blev omkring halvdelen af ambulancekørslen hjemtaget, mens resten nu varetages af operatøren PreMed.
Responstidstallene for perioden fra 1. april 2022 til 10. august 2022 viser, at regionens nye responstidsmål stort set overholdes. Målet er, at 67 pct. af ambulancerne skal være nået frem, når der er gået 10 minutter. Den realiserede andel var lidt lavere, nemlig 66 pct. Næste mål er, at 90 pct. af ambulancerne skal være nået frem, når der er gået 15 minutter, og her var den realiserede andel 90,2 pct. Og sidste mål er, at 97 pct. af ambulancerne skal være fremme hos patienterne, når 20 minutter er forløbet, og her blev den realiserede andel 97,9 pct.
Kraftigt vækst i antal udrykninger
”Målene skal holde i løbet af et helt driftsår, med de udsving der nu er i løbet af året. Jeg er glad for at se, at det allerede nu ser fornuftigt ud. Det tyder på, at beregningerne holder stik. Det var de beregninger, som blandt andet lå til grund for ambulanceudbuddet, som Region Nordjylland og PreMed vandt i sin tid”, siger Per Møller (K), der er konstitueret formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Per Møller lægger også vægt på, at målene er blevet overholdt på trods af en kraftig vækst i antallet af hændelser og i antallet af 112-opkald. Samtidig har der været afholdt et stort antal arrangementer i det nordjyske sommerland, hvor aktiviteten generelt også har været høj i samfundet.
Eksempelvis er antallet af de mest akutte kørsler i flere måneder øget med ca. 30 pct. i forhold til sidste år.
Næstformanden i Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, Ole Stavad (S), hæfter sig ved, at der er tale om en periode med ferieafvikling, og at mange medarbejdere har været igennem en stor omstilling med nye arbejdsgivere i form af Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland og PreMed.
”Der er et meget dedikeret personale i det nordjyske, som er indstillet på at få tingene til at lykkes. Det kan vi som nordjyder kun være glade for – det betyder ufattelig meget, at den rigtige hjælp kommer på rette tidspunkt”, siger Ole Stavad.