Region afviser kritik af responstid

Arkivfoto

Det var tilsyneladende en misforståelse i forbindelse med alarmeringen, som var skyld i, at der i juni gik op mod 40 minutter, inden en ambulance nåede frem til en patient med åbent lårbensbrud i Nærum. En læge kom tilfældigvis forbi ulykkesstedet, og han fik at vide, at der var blevet ringet 112 et kvarter tidligere. Da ambulancen ikke kom, blev en forbipasserende patruljevogn bedt om at rykke for ambulancen, men ifølge Region Hovedstaden blev alarmen først modtaget på det tidspunkt – hvorefter ambulancen var fremme på 11 minutter.

Det er regionsrådsmedlem Lene Kaspersen, som fra en lokal praktiserende læge har fået beskrevet episoden, der fandt sted den 19. juni.

Ved Nærum Kirke så lægen en liggende person, som viste sig at have et åbent benbrud. Andre tilstedeværende oplyste, at der ca. et kvarter tidligere var blevet tilkaldt en ambulance, men på grund af skadens alvor besluttede lægen ifølge Lene Kaspersen imidlertid selv at ringe og rykke for ambulancen, men fortsat uden at der skete nogen.

Derefter valgte lægen at stoppe en patruljevogn, der tilfældigt passerede ulykkesstedet, og betjentene blev bedt om at rykke for ambulancen. Kort tid herefter ankom ambulancen, men der var på daværende tidspunkt angiveligt gået op mod 40 minutter siden det første 112-opkald, og Lene Kaspersen beskriver, hvordan hun ”mildest talt er rystet” over den episode, som hun har fået beskrevet, ligesom den involverede læge ifølge Lene Kaspersen var rasende over forløbet.

Region: Responstid på 11 minutter

Region Hovedstaden har undersøgt episoden nærmere, og ifølge regionen er alarmen registreret i AMK-vagtcentralens disponeringssystem kl. 10.41.

Den sundhedsfaglige visitator vurderede herefter opkaldet, og det blevet visiteret som en akut ambulancekørsel. Kl. 10.43 blev der disponeret en ambulance til opgaven, først uden udrykning, men det blev kl. 10.45 ændret til en udrykningskørsel – uden at regionen dog oplyser årsagen til ændringen.

Der blev afsendt en ambulance fra Falck-stationen i Lyngby, og den var fremme på stedet kl. 10.52. Den samlede responstid var dermed 11 minutter.

Ifølge regionen er der i perioden ikke modtaget andre meldinger om den pågældende patient, ligesom der heller ikke er modtaget andre opkald, der kunne forveksles med den konkrete alarm. Der er således kun modtaget én melding.

Alarmcentraler har ikke fået andre meldinger

Regionen har også kontaktet den praktiserende læge, som tilfældigt kom forbi ved ulykken.

Han har oplyst, at han kom til stedet kl. ca. 10.25, og at det var hans opfattelse, at der allerede var ringet 112. Lægen ringede derfor ikke selv 112. Han vurderede, at der var tale om lårbensbrud, og da der ca. 10 minutter efter kom en patruljevogn forbi på stedet, bad han betjentene om straks at skaffe en ambulance. Da regionens vagtcentral modtog meldingen fra alarmcentralen i Hillerød kl. 10.41, var det formentlig resultatet af patruljevognens opkald til politiets vagtcentral.

Regionen har også spurgt alarmcentralerne i København og Hillerød, om de har modtaget andre opkald, som de ikke har videresendt til regionens vagtcentral. Alarmcentralen i København har oplyst, at de ikke har modtaget et opkald vedrørende hændelsen. Alarmcentralen hos politiet i Hillerød har efter det oplyste kun modtaget det ene opkald kl. 10.41, som blev videregivet til regionens vagtcentral.

Annonce