Redningskorps skal hjælpe med op- og nedbæringer på Ærø

Arkivfoto: Michael G. Madsen

BIOS’ ambulanceberedskab på Ærø får nu mulighed for at trække på brandfolk fra Ærø Redningskorps. De to reddere, som udgør ambulanceberedskabet, vil nemlig ikke selv kunne håndtere akutte op- og nedbæringer, f.eks. hvis patienter skal bæres op fra lystbåde. Den nye ordning kommer til at koste regionen ca. 140.000 kr. om året.

Region Syddanmark og Ærø Redningskorps har indgået en ny aftale, som indebærer, at regionens AMK-vagtcentral fra 1. maj 2016 vil kunne ringe direkte til Ærø Redningskorps’ deltidsbrandfolk og rekvirere dem, hvis de to BIOS-reddere på den lokale ambulance har behov for assistance til op- og nedbæring af patienter.

Ved alarm kører de tilkaldte brandfolk til Ærø Redningskorps’ station, hvor de skal skifte til det nødvendige tøj, herunder sikkerhedssko. Derefter kører de til patienten i et køretøj, som redningskorpset stiller til rådighed. Der tilkaldes normalt to brandfolk.

Det ventes, at aftalen vil koste regionen 140.000 kr. om året. Heraf går de 108.000 kr. til at give de 18 brandfolk et beredskabshonorar på 500 kr. om måneden. De enkelte udkald – som der ventes at blive fem af om året – faktureres med en variabel betaling efter tidsforbrug, dog således at brandfolkene altid får to timers løn.

Annonce