Danske erfaringer med redning af patienter fra iskoldt vand gives videre

Arkivfoto: Rune Dyrholm

Flyvevåbnets redningshelikoptere og Aalborg Sygehus arbejder tæt sammen om at blive bedre til at behandle nedkølede patienter, der er reddet op fra iskoldt vand. Faktisk er der i Danmark opbygget en så stor ekspertise på det område, at over 15 lande i den kommende uge deltager i et stort arrangement, hvor den danske viden deles med udenlandske eksperter.

Det er Flyvevåbnets Eskadrille 722 og overlæge Benedict Kjærgaard fra Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Sygehus, som gennem længere tid har samarbejdet om at forbedre indsatsen overfor patienter, der reddes op fra iskoldt vand. Det var en ekspertise, som der i meget høj grad blev brug for i forbindelse med ulykken på Præstø Fjord, hvor en efterskoleklasses båd kæntrede, og hvor alle kræfter blev sat ind for at redde de forulykkede.

Nu har Danmark så engageret sig i at give sin viden videre til en række lande i et fælles projekt, SAR Visit Denmark, oplyser Flyvertaktisk Kommando. Her deltager repræsentanter fra blandt andet Albanien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Estland, Kenya, Kroatien, Letland, Litauen, Makedonien, Montenegro, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Ukraine og Ungarn, og de vil blandt andet blive præsenteret for redningsdemonstrationer, der foregår i flere etaper i området omkring Aalborg.

Formålet med projektet er at øge deltagerlandenes praktiske viden om de særlige redningsopgaver, og arrangørerne bag SAR Visit Denmark håber, at deltagerlandene vil udvide samarbejdet til også at omfatte deres nabolande.

På tirsdag demonstrerer de forskellige myndigheder en redningsaktion i Limfjordens kolde vand, hvor en forulykket person – i første omgang i skikkelse af en dukke – bliver reddet af et skib og en redningshelikopter. ”Patienten” befinder sig i hypotermi, altså i nedkølet tilstand, og redningsdemonstrationen fortsætter på Flyvestation Aalborg, hvor patienten ankommer med helikopter. Patienten er nu ikke længere en dukke, men en bedøvet gris, som bliver anvendt i forbindelse med demonstration af redningsudstyret i helikopteren. Ved patientens ankomst vil overlæge Benedict Kjærgaard demonstrere hjerte-lungemaskinen, som også blev anvendt under Præstø-ulykken.

Når der anvendes en bedøvet gris, så skyldes det, at grises anatomi har meget til fælles med den menneskelige, og grise har da også tidligere været brugt i udviklingen af den mobile hjerte-lungemaskine.

Annonce