Redegørelse om 112-problemer udskydes

Regionspolitikerne i Region Hovedstaden skal ikke – som ellers planlagt – behandle en redegørelse om problemerne på Region Hovedstadens AMK-vagtcentral, når regionens forretningsudvalg mødes på tirsdag. I stedet vil politikerne få en mundtlig redegørelse fra den eksterne undersøger, Mads Koch Hansen, mens den skriftlige redegørelse først skal drøftes en uge senere.

Medlemmerne af forretningsudvalget i Region Hovedstaden får ikke mulighed for at forberede sig, inden de på tirsdag skal drøfte, hvad der skal gøres med de meget omtalte problemer på AMK-vagtcentralen, som hører under Region Hovedstadens Akutberedskab. Den skriftlige redegørelse, som politikerne har bestilt, bliver nemlig ikke udsendt forud for mødet.

I stedet vil den eksterne undersøger, konsulent Mads Koch Hansen, komme med en mundtlig redegørelse på tirsdagens møde. Ifølge regionen sker det for at give politikerne mulighed for at tilkendegive, hvilke handlinger og løsninger, som regionens embedsmænd skal forberede frem mod et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde og regionsrådsmødet, der afholdes en uge senere, altså den 12. oktober 2021. Mads Koch Hansen vil også komme med – mundtlige – anbefalinger til mulige løsninger på skitserede udfordringer.

Redegørelse udsendes først efter møde

Den skriftlige redegørelse udarbejdes af Mads Koch Hansen med sekretariatsbistand fra regionens Center for Sundhed samt med inddragelse af øvrige relevante koncerncentre. Men den bliver altså ikke sendt til politikerne forud for mødet – den udsendes først efter mødet, hvor den også vil blive offentliggjort.

Redegørelsen vil komme til at indeholde en afdækning af følgende forhold:

  • Kapacitet og kapacitetsudfordringer.
  • Normalprocedurer og procedurer ved køopkald.
  • Konsekvenser af det høje antal køopkald og konkrete køopkald beskrevet i medierne.
  • Kvalitetsarbejde og læring ved 1-1-2 vagttelefonen.
  • Arbejdsmiljø i Akutbereskabets vagtcentral.
  • Løsninger, herunder både en beskrivelse af, hvad der allerede er gjort, og hvad der yderligere kan gøres (herunder hvad der kræver politisk handling).
  • Håndteringen af de opståede udfordringer og orientering af politikere og koncerndirektion.

Annonce