Efter en række arbejdsnedlæggelser i protest mod ambulancereddernes nye overenskomst, arbejder Falcks vagtplanudvalg i alle regioner nu på aftaler, der skal søge at imødekomme reddernes frustration over overenskomstens konsekvenser. Desuden arbejder redderne for en landsdækkende rammeaftale. I Region Sjælland, hvor der har været massive arbejdsnedlæggelser, er fællestillidsmanden skiftet ud.
Ambulanceredderne i Falck er stærkt utilfredse med den overenskomst, der er forhandlet på plads mellem 3F og Falck, og som i forrige uge blev godkendt som led i den samlede LO-urafstemning. Det er især udsigten til, at der indføres tvungne rådighedsvagter, som har skabt frustrationer blandt redderne.
I sidste uge var godt 20 Falck-stationer i Region Sjælland ramt af langvarige arbejdsnedlæggelser, hvor ambulanceredderne udelukkende udførte akutte og lægeordinerede kørsler. Arbejdsnedlæggelserne startede onsdag, og først fredag aften var arbejdet genoptaget på alle stationer. I andre dele af landet har der været kortvarige arbejdsnedlæggelser, men meldingerne fra de jyske ambulancereddere er generelt, at man dér ikke ser arbejdsnedlæggelser som det rigtige værktøj. I stedet har redderne på mange stationer besluttet, at de vil arbejde efter reglerne, så de ikke tager overarbejde eller ekstravagter.
I Region Sjælland var tillidsmændene mandag indkaldt til møde, og her var der flertal for at pege på en ny fællestillidsrepræsentant, der erstatter den hidtidige – og mangeårige – repræsentant. Samtidig er der ændret i reddernes repræsentation af det regionale vagtplanudvalg, hvor redderne drøfter tilrettelæggelsen af driften med Falcks ledelse.
Positive forhandlinger
Netop vagtplanudvalgene i de forskellige regioner er nu centrale, da det her drøftes, hvordan overenskomsten skal anvendes i praksis. ”Der er positive lokale forhandlinger i gang i samtlige regioner med både Falck og Responce”, lyder det i en udmelding fra Reddernes Landsklub.
I weekenden var samtlige fællestillidsrepræsentanter for ambulanceredderne samlet i Farum for at koordinere de drøftelser, der sker i de enkelte regioner.
Falck har hidtil afvist, at der kan laves en landsdækkende rammeaftale om overenskomsten, da der ifølge Falck-ledelsen er for store regionale forskelle på driften. ”Vi arbejder intensivt videre med en national rammeaftale, der skal sikre, at vores fritid forbliver fritid, med rådighedsvagt udelukkende på frivillig basis. De regionale aftaleforslag koordineres i bestyrelsen”, oplyser Reddernes Landsklub.
”Vi vil gerne sende en kraftig opfordring til, at der ikke sker flere arbejdsnedlæggelser på baggrund af overenskomstresultatet, da det på ingen måde vil bidrage positivt. Som faglige repræsentanter har vi behov for arbejdsro i de respektive regionale vagtplansudvalg samt i bestyrelsen i Reddernes Landsklub”, lyder den fælles opfordring fra landsklubben og fællestillidsrepræsentanterne.