Reddere tvivler på forskeres konklusioner om ambulancelægers effekt

Er chancen for at overleve et hjertestop større, hvis en læge og ikke kun ambulancereddere står for genoplivningen? Ja, mener forskningsinstituttet Defactum, der hører under Region Midtjylland, og hvor man har gennemgået 14 forskningsstudier på området. Men hos Reddernes Udviklingssekretariat, der hører under 3F, tvivler de på resultaterne. ”Det er usagligt, respektløst og ikke mindst utilstedeligt, at man på denne måde udstiller en faggruppes kompetencer”, lyder det fra sekretariatet.

Flere medier har beskrevet de konklusioner, som forskningsinstituttet Defactum er nået frem til. På baggrund af gennemgang af 14 studier med samlet 130.000 hjertestoppatienter mener forskerne, at der er god evidens for at patienter, der modtager lægebaseret genoplivning, har en større chance for at overleve end patienter, der modtager genoplivning af andet ambulancepersonale.

Men hos Reddernes Udviklingssekretariat (RUS) sår man tvivl om undersøgelsen.

”I RUS har vi læst den litteraturgennemgang, der henvises til, og vi har endnu til gode at få forklaret, hvordan man kan konkludere det pågældende ud fra gennemgået data. For os at se, er det helt utilstedeligt, at både journalister og forskere ukritisk behandler den pågældende forskning uden at kigge på eksempelvis tidspunktet for dataudtrækket og ikke mindst de bias, der utvivlsomt må være, når de eksperter og forskere, der har deltaget og lavet udvælgelseskriterier, har en åbenlys interesse i et bestemt resultat”, skriver RUS om undersøgelsen.

”Så længe der ikke er valid, repræsentativ og ikke mindst nutidig forskning, der underbygger argumentet, er det usagligt, respektløst og ikke mindst utilstedeligt, at man på denne måde udstiller en faggruppes kompetencer og ikke mindst skaber en ubegrundet frygt og utryghed hos den almindelige befolkning”, lyder det fra RUS – der konkluderer:

”Det danske ambulancepersonale er specialister i præhospital behandling. De yder en kæmpe indsats hver dag. Og de gør det godt. I RUS imødekommer vi al videnskabelig forskning, der kan styrke det danske præhospital. Lad os nu få noget valid data på bordet, som er opdateret og uden faglig bias!”

Annonce