Reddere skiftede vagthold under udrykning

To reddere fra Falck i Haslev står til en alvorlig disciplinærstraf efter at de med en alvorligt kvæstet patient i bårerummet valgte at køre til Falck-stationen for at lade sig afløse af to andre reddere. De to reddere blev en tidlig morgen lige inden vagtskifte sendt til en trafikulykke i nærheden af Falck-stationen, hvor en ung mand var blevet påkørt af en bil.

Patienten var hårdt kvæstet, men de to reddere valgte alligevel at køre uden udrykning til den nærliggende Falck-station for at blive afløst af to reddere, der netop var mødt på arbejde. Disse reddere kørte derefter med udrykning patienten til centralsygehuset i Næstved, hvor det blev konstateret at han havde alvorlig kvæstelser på lever og milt. Han blev senere overført til Rigshospitalet.

Falck har krævet en skriftlig redegørelse fra de to reddere, men der er endnu ikke truffet nogen afgørelse om hvilke konsekvenser vagtskiftet får for redderne.

Annonce