Der er akut mangel på ambulancereddere i Region Syddanmark, men det er regionens egen skyld. Det mener Reddernes Landsklub, som påpeger, at regionens krav til antallet af nye ambulancelever formentlig kun dækker under en tredjedel af behovet. Samtidig betød regionens udbud af ambulancekørslen, at der i et års tid kun blev optaget meget få nye redderelever.
Manglen på ambulancereddere i Region Syddanmark har ramt den nye operatør BIOS hårdt, og BIOS mangler fortsat omkring 100 reddere for at opnå den optimale bemanding. Men manglen på reddere – som er landsdækkende – skyldes reelt regionerne selv, fordi deres krav til antallet af nye redderelever ikke har taget højde for deres egne udbudsrunder, mener Reddernes Landsklub, som organiserer ambulanceredderne i Falck.
Alle landets regioner har nu gennemført udbudsrunder indenfor ambulancetjenesten, men konsekvensen har været, at en række ambulanceoperatører mere eller mindre ophørte med at optage nye redderelever, når udbuddene blev igangsat. Det skyldes, at operatørerne ikke har ønsket at indgå flerårige uddannelsesaftaler med eleverne i en situation, hvor de har risikeret at miste ambulancekørslen. Når der er blevet truffet afgørelse om udbuddene, er de tabende operatører desuden i praksis stoppet med at optage elever i det års tid, som der typisk går fra afgørelsen af udbuddet til en ny kontrakt træder i kraft.
I Region Syddanmark, hvor Falck tabte ambulancekørslen til BIOS og Responce, endte Responce med både at ansætte egne elever og de elever, som BIOS skulle have taget ind. Det samlede antal elever svarede imidlertid kun til ca. 2 pct. af den samlede ambulanceredderstyrke i regionen.
”Dette meget lave tal, som regionen selv havde beskrevet i sit udbud, ligger langt under det nødvendige antal elever, der nok nærmere skulle have ligget på 6-8 pct. for at sikre det nødvendige antal reddere i regionen”, fortæller John Larsen fra Reddernes Landsklub
”Den mangel på ambulancereddere, man oplever for tiden i Region Syddanmark, bærer regionen således selv en stor del af ansvaret for, da deres udbud ikke i tilstrækkelig grad tog højde for elevindtaget i overgangsperioden og efter opstart af kontrakterne”, siger John Larsen.