Reddere var for sent ude med klage over TV 2-indslag

I november 2013 bragte TV 2 flere kritiske indslag om den danske ambulancetjeneste, hvor vinklen var, at en række patienter havde mistet livet på grund af fejl fra ambulancereddernes side. Indslagene fik to af reddernes faglige organisationer til at klage til Pressenævnet, men nævnet kommer ikke til at behandle klagen. Redderne sendte nemlig deres klage for sent.

TV 2’s indslag i november tog især udgangspunkt i en liste over 28 utilsigtede hændelser, hvor patienter efterfølgende var døde. Men listen handlede om hele det præhospitale beredskab, og dermed langt fra kun om fejl begået af ambulancereddere. Tværtimod var der blandt de 28 hændelser flere, hvor fejlene var begået af de akutlæger, som ifølge TV 2’s vinkling kunne reducere antallet af fatale fejl, hvis de deltog i flere udrykninger.

Samtidig er det en vigtig pointe, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem dødsfaldene og den præhospitale behandling, men dette fremgik heller ikke af TV 2’s indslag.

Det fik Reddernes Faglige Klub København og Reddernes Landsklub til at gå sammen om en klage til Pressenævnet. Klagen blev sendt den 13. januar 2014, men før det havde redderne forsøgt at klage til TV 2. Det skete den 9. december 2013, men TV 2 afviste at behandle klagen, fordi der efter medieansvarsloven er en klagefrist på fire uger fra et indslag er bragt. Samme afgørelse er Pressenævnet nu nået frem til.

Ironisk nok ville reddernes klage været blevet behandlet, hvis TV 2 havde sendt sit indslag efter 1. januar 2014. Her blev medieansvarsloven nemlig ændret, så klagefristen blev udvidet til 12 uger.

Annonce