Ambulanceredderne i Ambulance Syd kan se frem til at få en fastholdelsesbonus på 12.000 kr. som et engangsbeløb. I alt får Ambulance Syd 7,9 mio. kr. ud af Region Syddanmarks samlede pulje på 214 mio. kr. fra vinterpakken. Reddernes kollegaer i Responce får derimod ikke bonus, da regionerne har besluttet, at pengene kun går til medarbejdere, der er ansat direkte af regionerne.
Folketinget har afsat 1 mia. kroner, den såkaldte vinterpakke, til særlige, midlertidige indsatser i sygehusvæsenet i vintermånederne. Vinterpakken skal styrke sundhedsvæsenets robusthed hen over vinteren.
Region Syddanmarks andel er 214 mio. kr., og regionsrådet har nu besluttet, at regionens egen ambulanceoperatør, Ambulance Syd, tildeles 1,6 mio. kr. i 2021 og 6,3 mio. kr. i 2022. Redderne hos den anden ambulanceoperatør i regionen, Responce, er privatansatte, og de får derfor ikke del i midlerne.
Midlerne fra vinterpakken skal bidrage til at fastholde medarbejdere på de mest udsatte og vagtbelastede områder, og medarbejdere, som indgår i vagter her, kan se frem til et engangstillæg på 12.000 kr., dog 18.000 kr. på fælles akutmodtagelser (FAM) og intensive afsnit.
Samtidig er embedsmændene i regionen også blevet anmodet om at vurdere mulighederne for aflastning af det præhospitale beredskab.