Reddere er skeptiske overfor lægehelikoptere

Reddernes Landsklub og Dansk Ambulance Råd har i fællesskab udarbejdet et notat om nogle af konsekvenserne ved indførelse af lægebemandede helikoptere i Danmark. Ifølge notatet er det ikke sikkert, at et system med lægehelikoptere vil blive en ubetinget succes, og de to organisationer anbefaler, at man gennemfører et grundigt udredningsarbejde før beslutningen om at indføre lægehelikoptere træffes.

“Vi tror, at de mange penge, som Amtsrådsforeningen nu er klar til at bruge på helikoptere, kunne gøre mere gavn andre steder i det akutte system. Blandt andet kunne man få et meget stort antal akutbiler med paramedicinere i hele landet. Derved ville man kunne forbedre hjælpen til mange flere patienter”, siger formanden for Dansk Ambulance Råd, Harald Kortland.

“Indførelse af lægehelikoptere er en stor beslutning, og der er intet som tyder på, at den er særlig velovervejet. Vi har et meget fintmasket net af ambulancestationer i Danmark, og vores infrastruktur er i orden. Der er derfor kun meget få tilfælde hvor en helikopter vil gøre den store forskel. Vi kan iøvrigt ikke forstå, at man ikke udbygger samarbejdet med forsvaret, som har et meget velfungerende helikopterberedskab”, tilføjer næstformand i Reddernes Landsklub, Vagn Flink Pedersen.

Notatet fremhæver yderligere, at indførelse af lægebemandede helikoptere vil have økonomiske konsekvenser for andre myndigheder, og at man bør kompensere for det, hvis man vælger at indføre systemet.

Annonce