Reddere: En skræmmende og bedrøvelig beslutning

Med Falcks beslutning om at ophøre med at køre siddende sygetransport og afskedige 570 medarbejdere er den mørkeste dag i reddernes over 100-årige historie nu en realitet. Sådan lyder det fra Reddernes Landsklub, som kalder Falcks beslutning skræmmende og bedrøvelig. Landsklubben fremhæver, at udbud på områder fokuserer på pris fremfor kvalitet.

”På grund af udbudsvilkårene i branchen kommer beslutningen ikke bag på os. At Falck vælger at nedlægge hele egendriften på forretningsområdet, ser vi imidlertid som et drastisk valg. Vi finder beslutningen, der får store konsekvenser for kollegaerne, for skræmmende og bedrøvelig”, skriver Reddernes Landsklub i en udtalelse.

Det sker efter at Falck i dag har meddelt, at det er slut med siddende sygetransport i Falcks eget regi. I stedet skal opgaverne udføres af underleverandører, hvilke fører til, at 570 Falck-medarbejdere bliver afskediget.

Redderne kunne ikke strække sig længere

”De faglige organisationer har forsøgt at opretholde vores løn- og arbejdsvilkår på et presset marked, hvor udbud med entydig fokus på pris sætter standarden i øjeblikket. Manglen af fokus på kvalitet i udbud, en kvalitet som Falck og kollegaerne i driften altid har sat en ære i at yde. De faglige organisationer har strakt sig langt for at sikre arbejdspladser på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, men vi kan ikke forsvare at strække os længere”, skriver Reddernes Landsklub – og fortsætter:

”Falck har forsøgt at effektivisere driften, blandt andet gennem de seneste års sammenlægninger af vagtcentraler samt indførsel af nyt disponeringssystem. Desværre har dette ikke haft den ønskede effekt og har dermed ikke kunne modsvare det pressede marked”.

”Brugen af underleverandører vil øge risikoen for social dumping og give mange arbejdsopgaver til fagbevægelsen, der skal forsøge at organisere og sørge for ordentlige arbejdsvilkår til de ansatte”, slutter landsklubben.

Annonce