Tirsdag indgik et bredt politisk flertal i Region Midtjylland en aftale om budgettet for 2012. I det nye budget bliver regionens sundhedsudgifter øget med 459 mio. kr., og heraf går 15,7 mio. kr. til det præhospitale beredskab. De ekstra penge skal gøre det muligt at øge driftstiden for akutlægebilerne i Randers og Horsens, så de fremover bliver døgnbemandede. Måske kommer der også paramedicinere på nogle af regionens ambulancer, men først efter næste udbudsrunde.
“Vi kan efterkomme et længe næret ønske fra flere sider i regionsrådet om at udbygge dækningen med akutlægebiler. Det er glædeligt, for et godt præhospitalt beredskab er helt nødvendigt, når vi samler behandlingen på fem akuthospitaler”, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Den øgede driftstid bliver en realitet fra 1. januar 2012, hvor begge akutlægebiler vil blive bemandet med en anæstesilæge og en lægeassistent døgnet rundt.
Udover de konkrete tiltag er politikerne også blevet enige om nogle mere løse hensigtserklæringer. Region Midtjylland vil således forsøge at få del i den ansøgningspulje på 50 mio. kr., som i maj blev øremærket til det præhospitale område. Regionen vil søge om penge til en forbedring af ambulanceberedskabet i yderområderne, herunder en forlængelse af den paramedicinerambulance, som midlertidigt er etableret i Struer med penge fra den forrige ansøgningspulje – og som udløber i sommeren 2013.
Som noget nyt løfter regionen også sløret for et af de elementer, som kommer til at indgå i næste udbud af ambulancekørslen. Her vil regionen nemlig undersøge, om det vil være muligt at bemande ambulancerne med paramedicinere – og om det vil være omkostningseffektivt.