Randers får to ambulancestationer

Fra december 2021 hjemtager Region Midtjylland ambulancekørslen i Randers-området, og i den forbindelse er der udsigt til, at Randers får en ekstra ambulancestation. Byens fire ambulancer skal således fordeles ligeligt mellem en station i den nordøstlige del af Randers og en ny station i den sydlige del.

I Randers er der i dag fire ambulanceberedskaber samt en akutlægebil og fire enheder til liggende sygetransport. De har alle base i Randers N, dels på den nuværende Falck-station, dels ved Regionshospitalet i Randers.

Vurderingen hos Region Midtjylland er imidlertid, at der skal oprettes en ny ambulancestation i enten Randers SV eller SØ. Hvis man på den måde opsplitter den nuværende ambulancestation, så kan det nemlig medvirke til at sikre en lavere responstid i blandt andet Kristrup og Vorup syd for Gudenåen – særligt i situationer med megen trafik.

Fra den 1. december 2021 skal Region Midtjylland selv drive ambulancetjenesten i Randers. Regionen har derfor undersøgt mulighederne for placering af baser i Randers med henblik på at sikre den bedst mulige dækning af hele Randers og omegn. Undersøgelsen har vist, at det vil være mere hensigtsmæssigt at flytte to ambulanceberedskaber til den sydlige del af Randers. Det vil betyde, at placeringen af beredskaberne i Randers vil blive som følger:

Randers NØ:
  • 2 ambulanceberedskaber
  • 0-1 enheder til liggende sygetransport
  • 1 akutlægebil
Randers S:
  • 2 ambulanceberedskaber
  • 2-3 enheder til liggende sygetransport.

Regionen anfører, at deres anbefaling bygger på en analyse af den nuværende aktivitet og forventninger til den fremtidige aktivitet. Det er forventningen, at den nye fordeling vil give en endnu bedre dækning af hele Randers-området.

Hvis politikerne vælger, at der – som forudsat i forbindelse med ambulanceudbuddet – kun skal flyttes ét ambulanceberedskab fra Randers N til Randers S, så vil det ifølge regionen først og fremmest betyde, at man går glip af den endnu bedre dækning af hele Randers-området. Det vil desuden betyde, at ambulanceberedskabet i Randers S går glip af den mulighed for faglig sparring og kollegialt samvær, som en station for flere beredskaber kan give.

Regionen annoncerer på nuværende tidspunkt efter lejemål i Randers S, og det forventes, at der kan indgås aftale om et egnet lejemål inden den 1. december 2021. Hvis det ikke er tilfældet, kan det komme på tale, at beredskaberne får midlertidig base i Randers N.

Annonce