Rabobank anlægger nu sag mod Region Syddanmark i BIOS-sagen

Den hollandske bank Rabobank, der stillede en garanti på 55 mio. kr. på vegne af ambulanceselskabet BIOS, har nu stævnet Region Syddanmark. Stævningen har været varslet af Rabobank ad flere omgange i løbet af det seneste års tid, men nu har regionen altså modtaget stævningen fra Rabobanks advokat i Danmark.

Da Region Syddanmark i sommeren 2015 indgik en aftale med BIOS om at drive ambulancerne på Fyn, i Sønderjylland og i Sydvestjylland, stillede Rabobank en garanti på ca. 55 mio. kr. på vegne af BIOS.

Bank: Region var ikke berettiget til at trække på garanti

Region Syddanmark krævede garantien udbetalt efter konkursen i juli 2016, og beløbet blev udbetalt til regionen i november 2016. Dog tog Rabobank forbehold for udbetalingen. Rabobanks synspunkt var, at Region Syddanmark ikke var berettiget til at trække på garantien – og derfor har banken nu anlagt sag mod regionen.

Region Syddanmarks standpunkt er fortsat, at trækket på garantien var både berettiget og rimeligt. Regionen fastholder, at garantien netop skulle sikre dækning af ethvert tab, herunder manglende bodsbetaling, hvis det skulle ende med en konkurs i BIOS.

Kammeradvokaten varetager sagen for regionen.

Annonce