I løbet af den seneste uge har Lejre Brandvæsen opsat hjertestartere på Lejre Kommunes rådhuse i Allerslev, Hvalsø og Lyndby. De nye hjertestartere er ophængt i et særligt skab uden for rådhusene, således at både rådhuspersonale og borgere kan benytte hjertestarterne i tilfælde af hjertestop i lokalområdet.
Frygt for at lave fejl er en stor barriere for at hjælpe et menneske, der rammes af hjertestop, men de nye hjertestartere kræver ingen særlig træning og kan betjenes af alle. De guider nemlig førstehjælperen gennem hele genoplivningen og giver samtidig feedback på den ydede førstehjælp med dansk stemmevejledning og grafiske illustrationer. Hjertestarterne coacher således førstehjælperne gennem hvert skridt og hjælper dem til at gøre de vigtigste ting – og til at gøre dem korrekt. Blandt andet giver stemmen løbende vejledning som ”tryk hårdere” eller ”god hjertemassage”
Hjertestarterne er tilmeldt Hjertestarter.dk, og dermed kan AMK-vagtcentralen også henvise til hjertestarterne, når der ringes 112 om hjertestop.