Prisen for hjemtagning i Region Sjælland stiger med 10 mio. kr.

Etableringen af Region Sjællands nye ambulancetjeneste bliver dyrere end ventet. Som led i en ny budgetaftale har regionspolitikerne derfor besluttet at afsætte 10 mio. kr. ekstra til Ambulance Sjælland, som fremover skal stå for omkring halvdelen af regionens ambulancekørsel. Pengene skal blandt andet gå til en lønudligningsaftale, så redderne får bedre lønvilkår ved en overgang fra Falck.

Fra 1. februar 2024 hjemtager Region Sjælland ambulancekørslen i to af regionens fire ambulancedistrikter. Men det oprindelige budget kommer ikke til at holde, så derfor har regionspolitikerne besluttet, at der fra 2024 og frem afsættes 10 mio. kr. ekstra til den nye ambulancetjeneste, Ambulance Sjælland.

Ambulance Sjælland skal fremover drive 16 ambulancebaser, men udgifterne til etablering af nye baser og leje af lokaler på de eksisterende Falck-stationer er ifølge regionen steget betydeligt i forhold til det oprindelige budget på grund af markedssituationen og generelt stigende priser.

Aftale skal sikre bedre løn ved overgang

Herudover peger Ambulance Sjælland på, at det i overensstemmelse med regionens klimahandlingsplan er besluttet at anskaffe 10 tjenestekøretøjer som el-biler i stedet for dieselbiler, hvilket betyder en højere anskaffelsesudgift.

En yderligere årsag til ekstraudgiften er, at regionen har indgået en indtil videre hemmelig lønudligningsaftale, som skal kompensere ambulanceredderne for ændrede overenskomstvilkår, når de overgår fra 3F-overenskomst til FOA-overenskomst. Netop udsigten til det, der for nogle reddere kan være en betydelig lønnedgang, har truet med at skabe alvorlige rekrutteringsproblemer for Ambulance Sjælland.

Annonce