Den nye ambulanceoperatør PreMed, som fra 1. april 2022 overtager omkring halvdelen af ambulancekørslen i Region Nordjylland, har nu valgt lokaler til yderligere fire stationer. Det er stationerne i Brovst, Thisted, Løgstør og Farsø, som nu er på plads. To af stationerne forbliver på de nuværende adresser, mens de to andre får nye lokaler.
PreMed rykker ind på den nuværende brand- og Falck-station på Fabriksvej 4 i Thisted samt på den nuværende Falck-station på Stationsvej 20 i Brovst.
Derimod bliver der ikke noget lokalefællesskab mellem ambulancer og brandkøretøjer i Løgstør og Farsø. I Løgstør vil PreMeds ambulancestation blive placeret i nyrenoverede lokaler på Aarsvej 5, som er tæt på Aggersundbroen. I Farsø får ambulancen base på Søndergården 4 ved den tidligere materielgård.
Tidligere har PreMed oplyst, at selskabets Hobro-station placeres på adressen Sjællandsvej 9.