Regioner investerer 110 mio. kr. i landsdækkende præhospital patientjournal

Arkivfoto

Hvis alt går efter planen, så vil ambulanceredderne i Region Hovedstaden som de første kunne tage en helt ny præhospital patientjournal i brug om et år. Om små to år vil det nye system være indført i hele landet, og til den tid vil de fem regioner have investeret omkring 110 mio. kr. i projektet. Danske CSC Scandihealth har efter et udbud fået kontrakten på at udvikle den elektroniske patientjournal, som firmaet håber også at kunne eksportere.

Det nye Præhospitale Patient Journals-system (PPJ) skal sikre en ubrudt informationsstrøm med patientoplysninger – herunder vitale data om patientens tilstand – fra patienten får akut behov for hjælp, modtager behandling af ambulancepersonale og akutlæger og til patienten er modtaget på en sygehusafdeling eller i akutmodtagelsen. Journalen sikrer med andre ord sammenhæng i patientforløb, og det ventes at øge patientsikkerheden.

Ambulancer får adgang til sygdomshistorik

Systemet bliver taget i brug på regionernes AMK-vagtcentraler og i samtlige ambulancer, akutlæge- og akutbiler og akutlægehelikoptere samt i regionernes nye fælles akutmodtagelser. Det vil give mulighed for at tage hensyn til patientens sygdomshistorik på tværs af regionerne ved behandling i den præhospitale enhed samt sikre elektronisk dokumentation af beslutninger truffet af ambulancebehandlere, paramedicinere og akutlæger.

Løsningen skal samtidig forberede personalet på regionernes fælles akutmodtagelser bedre, så udredning og diagnosticering kan ske hurtigere, ligesom løsningen skal understøtte elektronisk kvalitetssikring af den udførte behandling i de præhospitale enheder. Regionerne får ligeledes et fælles datagrundlag til udvikling af den præhospitale behandling.

Alle fem regioner implementerer den samme løsning, og det betyder, at de præhospitale enheder uden problemer kan aflevere patienter på alle sygehuse i de fem regioner.

Registreringerne i de præhospitale enheder sker på en tablet-computer med en trykfølsom skærm, som kommunikerer med systemets centrale servere via mobiltelefon-netværket. Målingerne fra eksempelvis ambulancens patient-monitorer overføres automatisk til systemet.

Det nye PPJ-system skal leveres af firmaet CSC Scandihealth i Aarhus. Driften af det centrale system placeres i Region Nordjylland i to sikrede driftscentre, mens regionernes projektledelse er forankret i et fælles sekretariat, der er placeret i Region Syddanmark.

Regionsformand: Et afgørende gennembrud

Formanden for Danske Regioner, regionsrådsformand i Region Midtjylland Bent Hansen (S), understreger, at systemet er et afgørende gennembrud i regionernes bestræbelser på at sikre alle danskere den bedst mulige præhospitale behandling. ”Systemet giver ambulancepersonale, læger og sygeplejersker i både ambulancer, lægebiler og helikoptere adgang til samtlige patientdata overalt i Danmark, og det vil uden tvivl sikre alle patienter en bedre og hurtigere behandling, uanset hvor i landet de bor”, siger Bent Hansen.

Salgsdirektør Thomas Larsen fra CSC Scandihealth betegner aftalen som bemærkelsesværdig. ”Det er en aftale vi er stolte over at være en del af, og den vil styrke patientsikkerheden i hele landet. Vi er et hold af erfarne leverandører – CSC, Judex, Alexandra Instituttet og Atea – der i et tæt samarbejde med regionerne vil skabe et succesfuldt præhospital projekt. Vi forudser, at dette nationale projekt kan blive starten på eksport af den danske løsninger til de øvrige nordiske lande”, siger Thomas Larsen.

Væsentlige elementer af den kommende løsning anvendes allerede i Region Nordjylland, og i den landsdækkende implementering vil CSC bl.a. trække på erfaringer og medarbejdere fra firmaets tilsvarende præhospitale projekt i England.

Kontrakt på 40 mio. kr.

Den samlede økonomi ved gennemførelse af Præhospital Patient Journal er estimeret til knap 110 mio. kr., mens de årlige driftsudgifter fra 2015 – hvor alle regioner har taget PPJ-systemet i brug – er estimeret til 13 mio. kr. Den kontrakt, der er indgået med CSC Scandihealth vedrørende etablering, er på ca. 40 mio. kr.

Der er planen, at systemet skal være klar til system- og pilottest i Region Hovedstaden i 1. kvartal 2014. Derefter sættes systemet i drift i 2. kvartal 2014. Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Sjælland kobles på systemet i 3. kvartal 2014, mens Region Nordjylland får PPJ i 4. kvartal 2014.

Annonce