Polske reddere godkendt til arbejde i Danmark

Sundhedsstyrelsen har godkendt, at polske redderes uddannelse kan sidestilles med uddannelsen som ambulanceassistent og ambulancebehandler i Danmark. Så fra begyndelsen af 2008 forventer Falck at kunne ansætte 12 polske reddere i den danske ambulancetjeneste. Ansættelsen af de polske reddere er et af Falcks initiativer for at imødegå den store – og stigende – mangel på især ambulancebehandlere indenfor ambulancetjenesten. Et andet initiativ er, at Falck nu bryder med et af redningskorpsets hidtidige principper ved at lade visse liggende sygetransporter blive udført med såkaldte kolde ambulancer – det vil sige ambulancer, der ikke bemandes med en ambulancebehandler.

De polske reddere godkendes i første omgang til at kunne arbejde som ambulanceassistenter og ambulancebehandlere i seks måneder. Derefter skal Falck evaluere den enkelte redder i forhold til de kompetencer, der forventes af danske assistenter og behandlere, og den skriftlige evaluering skal sendes til Sundhedsstyrelsen. De reddere, der får en positiv evaluering efter de første seks måneders arbejde i Danmark, vil få tilbudt en varig ansættelse som ambulanceassistenter eller ambulancebehandlere i Danmark.

“Der er en generel mangel på arbejdskraft i Danmark, og det har været årsagen til, at Falck har iværksat et projekt for at få reddere fra andre Falck-lande til Danmark. Derfor er Sundhedsstyrelsens godkendelse af de polske redderes kvalifikationer vigtig for Falck i vores bestræbelser på at skaffe endnu mere kompetent arbejdskraft til de danske ambulancer”, siger divisionsdirektør Lars Vester fra Falck.

De 12 reddere fra Falcks polske datterselskab begyndte den 1. august på en intensiv danskundervisning, hvor de undervises i otte timer om dagen på Det Danske Kulturinstitut i Poznan. Kurset varer fem måneder, og det er første led i projektet med at få de polske reddere til Danmark. Undervisningen er målrettet mod de situationer, som de polske reddere kommer til at møde i deres arbejde i Danmark. Når redderne har gennemført sprogkurset, kommer de til Danmark i januar 2008, hvor de skal arbejde i hovedstadsområdet. Her skal de gennem et omfattende introduktionsforløb, hvorefter de skal fungere som selvstændige ambulanceassistenter eller -behandlere.

Falcks planer om import af udenlandske arbejdskraft er imidlertid ikke begrænset til polske reddere. “Vi vil arbejde videre med at undersøge mulighederne for lignende projekter med vores svenske og slovakiske kollegaer”, siger Lars Vester.

Det er især hovedstadsområdet, som er ramt af stor mangel på ambulancereddere, og udover indsættelsen af polske reddere har Falck også valgt at reducere redningskorpsets samdrift yderligere. Hidtil har det været et centralt princip i Falck, at akutte ambulanceudrykninger og liggende sygetransporter blev udført med de samme ambulancer og de samme reddere. Det har givet en stor fleksibilitet i Falcks drift, men det har samtidig medført, at der blev lagt beslag på mange ambulancebehandlere til kørselen af ikke-behandlingskrævende liggende sygetransporter.

Derfor er Falck nu begyndt at operere med særlige ambulancer til de ikke-behandlingskrævende liggende sygetransporter, således at disse opgaver – der hidtil har været præget af lange ventetider for patienterne på grund af personalemangelen – nu kan udføres af reddere uden behandleruddannelse. I forbindelse med regionerne udbud af ambulancekørselen ventes det, at regionerne vil opdele udbuddet i akut ambulancekørsel og liggende sygetransport, således at operatører kan byde på en enkelt af opgaverne eller afgive et samlet bud.

Annonce