Politisk flertal for at droppe Samariten i Region Hovedstaden

Efter at have måttet opgive ambulancekørslen i Region Midtjylland og Sjælland, vil et politisk flertal i Region Hovedstaden nu også droppe Samariten. Det er V, K og S, der danner et flertal for at stoppe samarbejdet med Samariten.

Dermed tegner det til, at eftermiddagens forretningsudvalg vil resultere i, at Samariten mister sin eneste tilbageværende kontrakt på at køre ambulancer i Danmark.

Formand for regionsrådet, Vibeke Storm-Rasmussen, har flere alternativer i baghånden, hvis regionen ikke kan indgå aftale med Samariten: “Det har jo hele tiden været sådan, at hvis det gav anledning til problemer, så kan man vælge næste bud, vi kan køre udbud igen eller vi kan tage opgaven hjem og selv køre ambulancekørsel”, siger hun.

Annonce