Politikere ønsker adgang til mere detaljerede responstider

I dag opgøres ambulancernes responstider i Region Syddanmark kun på område- og kommuneniveau – og på kommuneniveau endda kun en gang i kvartalet. Men i kommunerne vil man gerne kunne se mere detaljerede responstider, f.eks. opgjort pr. postnummer og med kortere intervaller. Nu vil Socialdemokraterne have regionsrådet til at tage en debat om emnet.

Region Syddanmark har tidligere besluttet, at regionen laver opgørelser over de gennemsnitlige responstider, og at man her deler regionen ind i fire delområder. Responstiderne overvåges i dag månedsvist på områdeniveau, men kun kvartalsvist på kommuneniveau. Ligeledes overvåges andelen af udrykninger med en responstid over 15 minutter månedsvist på områdeniveau og kvartalsvist på kommuneniveau.

Blandt kommunerne har der imidlertid været et stigende ønske om, at de kan bede regionen om at få kendskab til responstider opgjort med andre frekvenser eller for andre geografiske områder.

Det har nu fået Socialdemokraterne til at sætte en sag på dagsordenen, når det syddanske regionsråd mødes mandag. Her ønsker partiet, at der tages stilling til følgende beslutningsforslag:

”Regionsrådet ønsker at præhospitaludvalget beskriver et koncept, der giver mulighed for i større grad at imødekomme kommunernes ønsker, som f.eks. opgørelse på postnummerniveau, uagtet af regionen fastholder de samme måleredskaber. Det forudsættes, at oplysningerne i forvejen findes hos regionen. Såfremt det ikke er tilfældet, skal det beskrives hvilke oplysninger, der findes, og hvordan andre relevante oplysninger evt. kan tilvejebringes”.

Annonce