Politikere kræver at redder får sit job tilbage

Google Maps
Arkivfoto: Brandstationen i Gentofte

Ambulanceredder Michael Brandt fra Gentofte Brandvæsen har nu været fritaget fra tjeneste i mere end fire måneder. Han blev oprindeligt fritaget på grund af det, som brandvæsenets ledelse betegnede som uorden med enkelte ambulancejournaler. Det er imidlertid en forseelse, som Michael Brandt ifølge brandvæsenets tillidsmand langt fra har været alene om, og kommunen kan derfor ikke gøre brug af arbejdsretlige sanktioner på grund af den forseelse. Alligevel skal Michael Brandt forflyttes til andet arbejde, men nu med begrundelsen ”generelle samarbejdsvanskeligheder”, og det har fået en række medlemmer af byrådet i Gentofte til at kræve, at Michael Brandt får sit job tilbage.

Det er politikerne Marie-Louise Andreassen (V), Mogens Vad (V), Birgit Hemmingsen (T), John Philip (R), Eva Hvidt (R), Søren Heisel (S), Irene Lütken (S) og Brigitta Volsted Rick (SF), som nu kræver, at Michael Brandt atter skal have lov til at køre ambulance i Gentofte.

“Vi er af den opfattelse, at Michael Brandt er blevet fritaget fra tjeneste alene fordi han har stået frem med åbenlys kritik af det nye radiokommunikationssystem, Tetra. Det er aldeles urimeligt at straffe en medarbejder, der har mere end 10 års erfaring med et af de hårdeste jobs, der findes – at redde menneskeliv – fordi han som direkte bruger af Tetrasystemet via sin ytringsfrihed offentligt påpeger, at systemet har utallige mangler. Hvem andre end brugerne kan medvirke til at forbedre systemet? Det fremgår af undersøgelsesrapporten, at der bl.a. i kraft af netop brugernes fejlfinding er sket mere end 10 fejlretninger siden den første ulykke med dødelig udgang i april 2007”, skriver politikerne i en erklæring.

“Gentofte Kommune burde have format nok til konstruktivt at nyttiggøre kritik fra de medarbejdere, der som brugere af systemet bliver direkte udsat for de alvorlige situationer, hvor menneskeliv står på spil og hvor effektiv kommunikation ofte er altafgørende. Vi må kræve, at Michael Brandt fortsætter sin tjeneste ved Gentofte Brandvæsen og fortsat medvirker til systemernes forbedring til sikkerhed og gavn for alle borgere”, lyder det fra politikerne.

Annonce