Et millionbeløb, der skulle styrke det præhospitale beredskab, er strandet hos Sundhedsstyrelsen. Politikerne indgik ellers i maj en aftale om en ny pulje, der skulle styrke beredskabet med 5-10 ekstra ambulancer, akutbiler eller akutlægebiler. Men på 5. måned arbejder Sundhedsstyrelsen fortsat på at opstille kriterier for fordelingen af pengene.
Da der i maj 2022 blev indgået en politisk aftale om en sundhedsreform, blev der blandt andet afsat penge til en pulje, hvor regionerne kan søge om varige midler til at styrke akutberedskabet med 5-10 ekstra ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler.
Puljen skulle allerede have været en realitet i år, hvor der er blevet afsat 23,5 mio. kr. Beløbet skal næste år stige til 60 mio. kr. og derefter udgøre 65 mio. kr. om året.
Men de penge, der er afsat i år, når ikke at blive brugt. Selv om den politiske aftale snart er fem måneder gammel, er Sundhedsstyrelsen nemlig stadig ”i proces” med at udarbejde det såkaldte puljeopslag, der skal indeholde de kriterier, som regionerne skal anvende for at søge om pengene. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke.
Sundhedsministeren, der indgik den politiske aftale, placerer ansvaret hos Sundhedsstyrelsen, og han vil alene fortælle, at Sundhedsstyrelsen forventer, at puljeopslaget kan lanceres ”i efteråret 2022”. Derefter skal regionerne udarbejde deres ansøgninger, som så skal behandles af Sundhedsstyrelsen.