Snart slut med paramedicineres intubation i Nordjylland

I dag må paramedicinerne i Region Nordjylland som et forsøg sikre patienternes luftveje ved at intubere patienter, der er genoplivet efter hjertestop. De nordjyske paramedicinere giver ingen medicin for at intubere, da patienterne er bevidstløse og uden reflekser, men når forsøget slutter ved årsskiftet, bliver muligheden for intubation ikke gjort permanent. I stedet vil paramedicinerne blive omskolet til at anvende den såkaldte larynxmaske.

Ved anvendelse af intubation – den fulde betegnelse er endotracheal intubation – nedlægges en tube/slange gennem næsen eller munden til patientens luftrør nedenfor stemmelæberne. Som alternativ kan der anvendes en larynxmaske, hvor der nedlægges tube/slange gennem patientens mund i øvre luftveje til ovenfor stemmelæberne.

Danske Regioner har lavet en rundspørge hos regionerne for at klarlægge, i hvilket omfang ambulancepersonale i dag foretager endotracheal intubation. I Region Hovedstaden er det kun læger, der foretager intubation, og det gælder også i Region Sjælland. Her tilføjer regionen dog, at paramedicinere efter en ekstrauddannelse har kompetence til at anlægge larynxmaske.

Heller ikke i Region Syddanmark eller Region Midtjylland intuberer ambulancepersonale. Region Midtjylland oplyser, at når der er tale om både anæstesi og intubation præhospitalt, så sker det ved anæstesilæge. Dog kan en præhospital anæstesilæge give konkret ordination til en anæstesisygeplejerske, såfremt det vurderes nødvendigt at intubere før lægens ankomst. I praksis sker det imidlertid meget sjældent. Anæstesisygeplejersker kan selvstændigt intubere ved hjertestop, hvor der ikke er brug for at give anæstesi forinden.

Som den eneste region har Region Nordjylland i dag ambulancepersonale, som intuberer. Det sker som led i et forsøg, hvor paramedicinere kan intubere patienter genoplivet efter hjertestop. Paramedicinerne giver ingen medicin for at intubere, da patienterne er bevidstløse og uden reflekser. Når forsøget slutter den 31. december 2012, vil alle paramedicinerne i Region Nordjylland imidlertid være blevet omskolet til i stedet at bruge larynxmaske fra den 1. januar 2013. Det oplyser Region Nordjylland ifølge Danske Regioner.

Annonce