Paramedicinere? Det er da dem, der undersøger de døde…

Betegnelser og fagudtryk, som er velkendte i den præhospitale verden, giver ikke nødvendigvis den helt store mening for patienterne. Det viser en ny undersøgelse, hvor kun omkring halvdelen af de 500 deltagere vidste, hvad en paramediciner er. Blandt de kreative svar på, hvad betegnelsen dækker over, var således, at paramedicinere er dem, der undersøger de døde, at det er halvstuderede læger, at det er læger med forstand på medicins bivirkninger og at en paramediciner er en psykiatrilæge.

Endnu værre er det med responstiden, hvor kun en tredjedel kender betydningen. Blandt buddene er, at responstiden er tiden fra smitte til der kan ses en sygdom.

Den nye undersøgelse er gennemført af Bjerg Kommunikation for Region Midtjylland. I alt 500 repræsentativt udvalgte borgere har fået et spørgeskema, hvor de er blevet bedt om at forklare betydningen af 10 ord, der anvendes i sundhedsvæsenet – herunder ordene paramediciner og responstid.

Når det gælder paramediciner, er det kun 50,9 % af deltagerne, som svarer korrekt på, hvad en paramediciner egentlig er. I undersøgelsen nævnes samtidig en række eksempler på de forkerte besvarelser (gengives, som de er skrevet):

  1. “Her spiller en samlet – holistisk – vurdering af en patient og dennes eventuelle lidelser/behandling ind”
  2. “Arbejdere der arbejder i fag der er tilknyttet til lægefag, men ikke en del af den, som fysioterapeuter”
  3. “Dem der undersøger de døde?”
  4. “Læger ud ad huset”
  5. ”Specialister i noget med medicin”
  6. “Ambulancefolk”
  7. “Ambulancelæge”
  8. “Halvstuderede læger”
  9. “Læger som kommer til ulykketilfældet”
  10. “Læger der har forstand på medicins virkning/bivirkninger”
  11. “Læge”
  12. “Det er et tåbeligt amerikansk ord vi har taget ind fordi vi ikke ønsker at sige sygeplejer/redder”
  13. “Psykiatrilæger”
  14. “Det er når man er død uden sygdom så kikker de på en om de kan finde noget der skylles ens død, så de kan blive kloger”
  15. “En der undersøger død mennesker”
  16. “Udfarende læger”

At det kan knibe med forståelsen af, hvad en paramediciner laver, illustreres dog også i selve undersøgelsen, hvor den officielle definition af en paramediciner er meget misvisende, nemlig ”en person, som ud over at køre ambulance, også yder førstehjælp ved ulykker”.

Responstiden er tiden fra man får medicin, til den virker…

Heller ikke responstiden – som lidt forenklet sagt er den tid, det tager for en ambulance at komme frem – er tilsyneladende noget, som befolkningen generelt kender til. Faktisk er det kun 36,7 %, som svarer korrekt på spørgsmålet.

En udbredt misforståelse er, at responstiden er den tid, som det tager, fra en prøve er taget, til man får sit svar. Blandt andre eksempler på forkerte besvarelser nævnes (gengives, som de er skrevet):

  1. “Ventetiden på diagnose”
  2. “Ventetiden for behandling”
  3. “Tilbagemeldingstiden”
  4. “Tid fra undersøgelse/prøve til svaret kommer”
  5. “Tidsrum inden en patient skal behandles”
  6. “Tiden fra smitte til der kan ses en sygdom”
  7. “tiden fra man behandler til en reaktion opnås”
  8. “Tiden efter indsættelse af medicin og til dens virkning konstateres”
  9. “Tid man har til at undersøge fx en blodprøve”
  10. “Svartiden, bedre at bruge gode, danske ord for ikke at distancere sig til patienterne.”
  11. ”Svartiden på at prøver er tilbage til den syge”
  12. “Fra undersøgelse til behandling”
  13. ”Fra man får medicin til den virker”
  14. “Et opsat tidsrum der maksimalt må gå før man får svar fra sin undersøgelse”
  15. “Du skal have svar inden responstiden er gået”
  16. ”Det er sygdom eller smitte der viser sig efter et stykke tid”
  17. “Det betyder hvor lang tid man har før man får tilbageslag”
  18. “Den tid, hvor det er muligt at få patienten bragt til bevidsthed eller på anden måde behandle foreløbigt, således at den pågældende ved efterfølgende nærmere behandling kan reddes”
  19. “Den tid som politikkerne har sat for at man kan få behandling”

Annonce