Paramedicinere skal måske erstatte læger og sygeplejersker ved overførsler

I dag er det læger og sygeplejersker, som ledsager patienter i Region Syddanmark, der overføres fra ét sygehus til et andet. Men en ny arbejdsgruppe skal kigge på, om der i stedet kan anvendes paramedicinere på nogle af de interhospitale overførsler. Dermed vil man kunne undgå den forstyrrelse af driften, som sker, når lægen eller sygeplejersken må forlade sygehuset.

En række patienter har behov for ledsagelse af sundhedsfagligt personale, når de overføres fra et sygehus til et andet. I dag er det læger og sygeplejersker, som varetager opgaven, men det medfører, at sygehusafdelingens drift ofte forstyrres, når personalet må forlade afdelingen.

Når personalet har afleveret patienten på en ny afdeling, skal personalet endvidere bruge tid på transport retur til eget sygehus.

Såfremt transportledsagelsen alternativt kan varetages af paramedicinere, reduceres transporttid efter aflevering af personalet til et minimum, da paramedicineren står til rådighed for opgaver, så snart vedkommende er tilbage ved køretøjet.

Sygehus har ønsket ny mulighed

I Region Syddanmark har et af regionens sygehuse forespurgt om muligheden for at bestille en ambulance med paramediciner som sundhedsfaglig ledsager. Det har nu ført, til, at regionen vil nedsætte en faglig arbejdsgruppe, der skal undersøge, om præhospitalt personale kan aflaste sygehusene ved at flytte udvalgte ledsagelsesopgaver fra sygehusene til det præhospitale beredskab.

Det skal i givet fald ske under forudsætning af, at det ikke påvirker responstiderne for A-kørsler – og under forudsætning af, at der sker en visitation af ledsagerniveauet, så der sikres ledsagelse på rette faglige niveau.

Hvis arbejdsgruppen ender med at foreslå en ændret anvendelse af præhospitalt personale på udvalgte interhospitale transporter, vil det være regionsrådet, som skal tage stilling til forslaget.

Annonce