Paramediciner Thomas Holm er ved Retten i Randers blevet frifundet for at have overtrådt færdselsloven under en udrykning med en akutlægebil. Akutlægebilen stødte sammen med en bil, og anklagemyndigheden havde lagt op til en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet. Men paramedicineren havde udvist ganske særlig forsigtighed under kørslen, mente dommeren.
Ulykken skete i januar 2023, hvor paramediciner Thomas Holm i en akutlægebil var blevet tilkaldt for at assistere en ambulance, som var rykket ud til et sygt barn i Langå. På en strækning kørte akutlægebilen midt på vejen mellem de to vejbaner for at øge synligheden. Her skete der et sammenstød, da en anden bil ville svinge til venstre. Thomas Holm forklarede i retten, at han ikke så den anden bil blinke. Svinget blev først taget, fem meter før lægebilen var ved sidevejen. Det skete kun materielle skader ved sammenstødet.
Det oplyser TV 2 Østjylland.
Thomas Holm fik i første omgang en bøde på 2.000 kr. og et administrativt klip i kørekortet, men sagen blev indbragt for byretten. Her var Thomas Holm tiltalt for under udrykningskørsel at have tilsidesat færdselslovens § 4, stk. 1, ved at have kørt mod kørselsretningen.
Kørsel var forsvarlig
Efter bekendtgørelsen om udrykningskørsels § 8, stk. 2, nr. 1, kan føreren af et udrykningskøretøj i tilfælde, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt og forsvarligt efter en afvejning mellem formålet med udrykningskørslen og den færdselssikkerhedsmæssige risiko ved kørslen, hvis der udvises ganske særlig forsigtighed, undlade at følge reglerne i færdselslovens § 4, stk. 1, om at efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler og afmærkning på kørebane mv.
”Det må efter forklaringerne lægges til grund, at lægebilen, som tiltalte den 30. januar 2023 førte under en udrykningskørsel, brugte lys og horn. Bilerne i tiltaltes vognbane og i den modsatte vognbane, som tiltalte skulle passere, holdt stille, da tiltalte trak over i den modsatte vognbane for at køre forbi, og samtidig skyndte fodgængerne i fodgængerfeltet sig ind fortovet. Tiltalte sænkede farten, da han passerede bilerne, og sammenstødet skete med meget lav hastighed. Under disse omstændigheder finder retten, at det var forsvarligt, at tiltalte i den konkrete situation kørte over i den modsatte vejbane og kørte mod kørselsretningen, og at tiltalte under sin kørsel udviste ganske særlig forsigtighed”, skriver dommeren i sin begrundelse for frifindelsen.