En sag ved Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn er endt med kritik af en paramediciner, der ifølge nævnet handlede væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af en patient med en blødersygdom. Paramedicineren afsluttede behandlingen, men senere blev det konstateret, at patienten havde en hjernehindeblødning.
Sagen vedrører en behandling, der fandt sted den 20. november 2016. Patienten havde klaget til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, da hun ikke mente, at hun fik korrekt behandling af paramedicineren.
I klagen anførte patienten blandt andet, at hun efter et fald den 20. november 2016 ved 2.30-tiden, hvor hun blødte, kastede op og havde en kraftig hovedpine, ikke blev kørt på hospitalet, uanset det blev oplyst til paramedicineren, at hun led af en blødersygdom. Patienten oplyste desuden, at det senere samme dag blev konstateret, at hun havde en hjernehindeblødning.
Afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn gengives uforkortet herunder. I sager, hvor der udtales kritik af sundhedspersoner, bliver den pågældende sundhedspersons navn offentliggjort af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. BeredskabsInfo har dog valgt ikke at bringe paramedicinerens navn.
Afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Den 20. november 2016 kl. 3.09 ankom en ambulance med [paramedicineren] til [patienten], 68 år, der var faldet i sit hjem, var besvimet og havde slået ansigtet.
[Patienten] har i sin klage oplyst, at hun efter faldet havde en meget kraftig hovedpine, ligesom hun kastede op og blødte fra hovedet.Det fremgår af en udtalelse fra Den Præhospitale Virksomhed, Region 2, at der ikke blev oprettet notater i den præhospitale journal i forbindelse med [paramedicineren]s undersøgelse af [patienten].
Ifølge [paramedicineren]s efterfølgende redegørelse til Præhospital Indsats [udeladt] vedrørende forløbet, gennemførte han en ABCDE-vurdering, da han ankom til [patienten]. Paramedicineren fandt ved sin ankomst, at [patienten] talte fint, og at hun var varm og tør med en normal kulør samt en fin og regelmæssig puls. Hun var ligeledes klar og vågen (GCS på 15), havde ikke hovedpine eller kvalme og havde ingen neurologiske udfald. [Patienten] havde en blodansamling under venstre øje på størrelse med en bordtennisbold samt et sår på underlæben på cirka 10 x 5 mm.
[Paramedicineren] har til brug for sagen blandt andet oplyst, at [patienten] og hendes ægtefælle orienterede ham om, at [patienten] ved større blødninger skulle have tilført blodplader, da hun ikke selv producerede dem i et tilstrækkeligt omfang. [Paramedicineren] har videre oplyst, at han vurderede, at da blødningen på læben var standset, og da blodansamlingen under øjet ikke var vokset yderligere, var der ikke behov for, at [patienten] skulle indlægges. Paramedicineren opfordrede [patienten] til at lægge noget koldt på øjet, ligesom hun skulle kontakte 112 eller sin egen læge, hvis hun fik det dårligere, da hun kunne have pådraget sig en hjernerystelse. [Paramedicineren] har i sin udtalelse til sagen ligeledes oplyst, at paramedicinere ifølge en driftsstandard i Region 2 kan afslutte præhospitale ture uden at tage kontakt til en akutlæge eller en lægevogn, når der er tale om habile patienter i følgende situationer: Patienter, der er kendt med epilepsi, og som efter et krampeanfald vågner op med en GCS på 15 og hos sukkersyge patienter, der efter at have modtaget behandling med glukose vågner op med en GCS på 15. I begge tilfælde kræves det ligeledes, at der er pårørende til stede. Endelig kan en paramediciner selv afslutte behandlingen, hvis der er tale om mindre skader, der ikke kræver sygehusbehandling.Disciplinærnævnet kan oplyse, at patienter med en blødersygdom, hvor blodpladerne ikke fungerer normalt, har en væsentlig øget risiko for blødninger. Ved mistanke om hjernerystelse og en eventuel indre blødning i hovedet hos disse patienter, skal patienten straks transporteres til et hospital med henblik på yderligere undersøgelser, herunder skanninger, da tilstanden kan medføre, at patientens kredsløbsforhold kan komme ud af kontrol.
Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at Glasgow Coma Skala (GCS) bruges af læger, sygeplejersker og ambulancepersonale til at bedømme en persons bevidsthedstilstand. Personen scores på 3 forskellige områder, evnen til at tale, til at åbne øjnene samt til at gennemføre normal bevægelse af arme og ben. Scoringerne fra de tre områder lægges sammen. Hvis en person scorer det maksimale antal points (15), er patienten orienteret i tid, sted og personlige data og er således klar og vågen.
Disciplinærnævnet kan endvidere oplyse, at en paramediciner i forbindelse med en ambulancekørsel primært skal sikre patientens vigtigste livsfunktioner ved kontakten med patienten. Paramedicineren skal herefter, hvis det er muligt, gennemføre en sekundær undersøgelse af patienten, hvor der sker en opfølgning i forhold til den primære undersøgelse, og hvor der spørges ind til patientens tilstand før skaden, herunder også hvilken medicin patienten eventuelt tager. Paramedicineren skal endvidere spørge ind til selve hændelsen samt forløbet op til ambulancens ankomst. I forbindelse med undersøgelserne skal paramedicineren vurdere i forhold til følgende parametre (ABCDE): A. luftveje, B. vejrtrækning, C. cirkulation/kredsløb, D. neurologiske forhold og E. miljø og andre skader. Det skal i forbindelse med disse undersøgelser noteres eller dokumenteres, hvordan patientens vejrtrækningsfrekvens, iltoptagelse, puls, blodtryk og blodsukker er, eller der skal foreligge et EKG. Ambulancens akuttaske skal således indeholde udstyr, der sikrer, at disse forhold kan måles og dokumenteres.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at ABCDE-målinger er yderst nødvendige og relevante, og at de skal måles og dokumenteres på personer, der pludselig får et ildebefindende og falder om.
Det er disciplinærnævnets vurdering, at [patienten] ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling af [paramedicineren], idet han ikke sikrede, at [patienten] straks blev transporteret til et hospital, da han var orienteret om, at hun led af en blødersygdom, hvor blodpladerne ikke fungerede normalt.
Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at [paramedicineren] som minimum burde have kontaktet sin lægelige back up i form af en akutlæge/ambulancelæge med henblik på stillingtagen til, om [patienten] skulle køres til et hospital, da der ikke var tale om en situation, som paramedicinere selv kunne afslutte. Der er herved lagt vægt på, at [patienten] hverken have gener som følge af epilepsi, sukkersyge eller mindre skader, men derimod havde en blødersygdom.
Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at [paramedicineren] handlede væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af [patienten] den 20. november 2016.
Det skal desuden indskærpes overfor [paramedicineren] at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Kommentarer fra [paramedicineren] af den 25. januar 2018 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.
