
En pårørende har klaget til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over sundhedsvæsenets ageren, efter at vedkommendes 89-årige far var faldet. I forhold til en paramediciner var der klaget over, at faren ikke blev tilstrækkeligt undersøgt, og at han burde være indlagt. Disciplinærnævnet er imidlertid nået frem til, at paramedicineren foretog en tilstrækkelig undersøgelse af patienten.
Klagen til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn fra den pårørende omfatter både den præhospitale behandling og behandlingen på et kommunalt behandlingssted. En sygeplejerske på behandlingsstedet får kritik fra disciplinærnævnet for utilstrækkelig opfølgning efter fald, da patienten ikke blev spurgt, om vedkommende var i blodfortyndende behandling, og da der ikke blev sørget for opfølgning ved en natsygeplejerske.
I forhold til det klagepunkt, som omfatter paramedicineren, gengives Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse uforkortet (og anonymiseret) herunder:
”Du har klaget over, at din far ikke fik en korrekt behandling af paramediciner [X] og overlæge [Y] fra Behandlingssted B, Region A, den 10. marts 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- din far ikke blev tilstrækkeligt undersøgt, og at han burde være indlagt.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Din far var kendt med forstørret prostata og var i blodfortyndende behandling.
Den 10. marts 2024 blev din 89-årige far tilset af paramediciner [X], da han var snublet i forbindelse med, at han skulle passere en kantsten. Han havde fejlvurderet højden og lagt sig sidelæns ned med sin rollator. Han var hjulpet op af to forbipasserende, som havde fulgt ham hjem. Din far havde ikke været bevidstløs, og kunne huske hele forløbet. Han klagede over lette smerter i hoften på venstre side. Paramediciner [X] målte din fars værdier og foretog en ABCDE-vurdering, som er en gennemgang af luftvejene (airways), vejrtrækning (breathing), kredsløb (cirkulation), bevidsthedsniveauet (disability) og eksponering (exposure).
Din far ønskede ikke at blive indbragt til en skadestue til yderligere undersøgelse. Det blev aftalt med din fars hustru, at hun skulle holde øje med, om han blev udpræget træt, fik kvalme eller blev svimmel over det næste døgns tid. Derudover blev din far opfordret til at kontakte sin praktiserende læge dagen efter, hvis han fortsat havde ondt omkring hoften.
Paramediciner [X] afsluttede din far på stedet efter aftale med overlæge [Y].
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere paramediciner [X] og overlæge [Y] for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- paramediciner [X] foretog en tilstrækkelig undersøgelse af din far. Det skyldes, at din far blev undersøgt ud fra en ABCDE-vurdering, hvorigennem sundhedspersonen undersøger patientens vejrtrækning, cirkulation, neurologiske status, og om der er sket skader på patientens hoved, krop, arme og ben. Paramediciner [X] fandt ved undersøgelsen ikke tegn på alvorlige skader. Der var ikke noget ved undersøgelsen af din far, der gav grundlag for yderligere udredning eller undersøgelse af hans tilstand. Derudover ønskede din far ikke at blive indbragt til en skadestue. Alle habile patienter har ret til at beslutte, om de ønsker indlæggelse og/eller behandling.
- paramediciner [X] og overlæge [Y] handlede sundhedsfagligt korrekt, da de besluttede at afslutte din far på Der var ud fra undersøgelsesfundene ikke grundlag for indlæggelse. Derudover blev der korrekt givet råd om, hvad din far og hans pårørende skulle være opmærksom på det næste døgns tid.
Paramediciner [X] og overlæge [Y] har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din far den 10. marts 2024 hos Behandlingssted B, Region A.”