En akutbil bemandet med en paramediciner skal i sommerferien afløse den lægebil, som Forsvaret normalt rykker ud med fra Oksbøllejren. På grund af besparelser i Forsvarets Sundhedstjeneste vil lægebilen fremover holde ferielukket i 72 døgn om året, herunder i uge 29-31, og i en prøveperiode skal akutbilen derfor dække beredskabet med base på brandstationen i Oksbøl. Senere vil Region Syddanmark tage stilling til, om der skal etableres en permanent afløserordning.
Hovedopgaven for Oksbøllejrens militærlægebil er at stå til rådighed for personalet i lejren. Ud over denne opgave har Region Syddanmark en aftale med Forsvaret om, at militærlægebilen rykker ud og hjælper, når beboere i området kommer slemt til skade eller bliver ramt af alvorlig sygdom. Lægebilens dækningsområde er primært Varde Kommune og her især Oksbøl-området, hvor militærlægebilen oftest vil være første præhospitale enhed på skadestedet.
Imidlertid har Forsvaret meddelt, at man på grund af besparelser vil ferielukke lægebilen fra 14. juli til 5. august, og i stedet har Region Syddanmark indgået en aftale med Falck om, at Falck stationerer en akutbil på brandstationen i Oksbøl. Den skal i tidsrummet 8-22 være bemandet med en paramediciner.
”Der er jo rigtig mange turister i Oksbøl og omegn i sommerperioden. Derfor stod vi med noget af et problem, da forsvaret meddelte os, at militærlægebilen i år skulle holde sommerferie. Aftalen med Falck sikrer fortsat hurtigt hjælp på skadestedet, hvis uheldet skulle være ude her i sommervarmen”, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for Region Syddanmarks akut- og ø-udvalg.
Forsvaret har varslet, at militærlægebilen også står stille i uge 42, 51 og 52 i år. Region Syddanmark vil efter prøveperioden med akutbilen tage stilling til, hvordan en mere permanent afløserordning kan skrues sammen.