Pansrede ambulancer hjalp til under snestormen

Arkivfoto: Bo Sass

Da sneen for alvor tog fat søndag, måtte det lokale beredskab i Nordjylland have hjælp fra tre terrængående Duro ambulancer fra Trænregimentet i Aalborg. De tre køretøjer hjalp nødstedte fra Frederikshavn, Hjørring og Støvring. Ambulancerne, der trækker på alle seks hjul, kan komme frem de fleste steder, hvor de normale vogne må give op. De kunne derfor sikre, at akutte patienter i Nordjylland havde mulighed for at komme på hospitalet under hele snestormen.

Forsvaret oplyser, at soldaterne mandag eftermiddag kunne melde færdigt arbejde og sende to af de pansrede ambulancer hjem til Aalborg. Af hensyn til vejrets omskiftelighed forblev en ambulance dog i beredskab indtil tidligt mandag aften.

Det er Hjemmeværnet, der står for hjælpen til det civile beredskab, og det kan værnet for det meste også klare med deres firehjulstrukne køretøjer. Når tingene rigtigt spidser til, låner Hjemmeværnet dog specialkøretøjer hos hæren. Duro-ambulancerne, som kom til hæren i 2009, kræver dog uddannede chauffører, som kun hæren råder over.

Selvom ambulancerne er terrængående, pansrede og kan udrustes med maskingeværer, er de indrettet fuldt på højde med civile ambulancer.

Annonce