Næste år overtager hollandske BIOS ambulancekørslen i store dele af Region Syddanmark. Der har i de senest måneder været sat spørgsmålstegn ved det hollandske selskabs økonomiske soliditet, men et nyt regnskab fra BIOS-koncernens moderselskab viser et solidt overskud på godt 23 mio. kr. før skat.
BIOS Groep varetager ambulancekørsel og forskellige former for passagertransport med udgangspunkt i Rotterdam-området i Holland. BIOS Groep er ejet af holdingselskabet Cetorhinus Group, der netop har afsluttet sit regnskab for 2013.
Ifølge Cetorhinus Group fik selskabet i 2013 et overskud før skat på 3,1 mio. euro (23,1 mio. kr.), mens overskuddet på driften landede på godt 5 mio. euro (37 mio. kr.). Omsætningen på ambulancekørslen og passagertransport har været svagt stigende til ca. 68 mio. euro (506 mio. kr.), mens omsætningen på øvrige forretningsområder ligger på ca. 11 mio. euro (82 mio. kr.).
Cetorhinus Group giver i regnskabet udtryk for, at selskabet har meget positive forventninger til de kommende år, hvor koncernen har en række kontrakter med lang løbetid, herunder den nye 10-årige kontrakt med Region Syddanmark, der anses for at være et vigtigt led i koncernens fortsatte ekspansion.