Det kniber fortsat gevaldigt med opstarten af to nye præhospitale tiltag i Region Syddanmark. Den nye akutlægebil i Sønderborg skulle være startet den 1. oktober, men de lokale læger er ikke interesserede i at bemande den – og derfor er opstarten nu blevet udskudt til 1. november, hvor regionen håber, at lægebilen i det mindste vil kunne bemandes i nogle dage om ugen. Heller ikke ordningen med at lade hjemmesygeplejersker indgå i beredskabet i Varde Kommune er startet op, men her er der håb om, at en uenighed med Dansk Sygeplejeråd, der blokerer for ordningen, kan afklares i næste uge.
Region Syddanmark har afsat 3,1 mio. kr. om året til at opgradere den nuværende akutbil i Sønderborg til en akutlægebil. Det er nok til, at enheden kan bemandes med en læge i tidsrummet kl. 7.30 – 18.00, mens den resten af døgnet fortsat skal bemandes med en paramediciner.
Akutlægebilen skulle have været startet den 1. oktober 2011, men som BeredskabsInfo tidligere har fortalt, har det vist sig vanskeligt at skaffe ambulancelæger til Sønderborg. Sygehus Sønderjylland har ikke selv anæstesilæger nok til at dække driften alle dage, og opslag om anæstesilæger til Sønderborg Sygehus har ikke resulteret i nogen ansættelser.
Imidlertid har forespørgsler til de læger, der bemander andre akutlægebiler, resulteret i, at der har meldt sig nogle interesserede læger, men det er fortsat ikke nok til, at der kan etableres fuld drift. Men regionens plan er nu, at der sker opstart i november, hvorefter akutlægebilen i første omgang vil blive bemandet på nogle af ugens dage. Regionen håber så, at man efter nogle måneder vil nå op på normal bemanding – og dermed fuld drift.
Region Syddanmark har imidlertid også problemer med en anden præhospital ordning. Fra den 15. september 2011 skulle hjemmesygeplejersker i Varde Kommune således som et forsøg indgå i det præhospitale beredskab i områder, hvor ambulancerne har lang responstid. Men heller ikke den ordning er kommet i gang.
Både uddannelsesmæssigt og teknisk er hjemmesygeplejerskernes udrykningsordning ellers klar til at gå i drift, men Dansk Sygeplejeråd har overfor hjemmesygeplejerskernes arbejdsgiver, Varde Kommune, problematiseret ordningen og anfægtet, at hjemmesygeplejerskerne er kvalificerede til at indgå i det præhospitale beredskab.
Derfor er status på udrykningsordningen nu, at regionen afventer forhandlinger mellem Varde Kommune og Dansk Sygeplejeråd. Ifølge Varde Kommunes social- og sundhedsdirektør, Erling S. Pedersen, vil opstarten tidligt kunne bliver efter den 26. oktober 2011, hvor der er aftalt et forhandlingsmøde mellem Varde Kommune og Dansk Sygeplejeråd.