Den 1. februar 2017 indsætter Falck en ekstra ambulance i Region Nordjyllands akutberedskab på Mors for at forkorte responstiderne for ambulancer i området. Region Nordjylland har siden ændringer i bl.a. sygehusberedskabet på hospitalet i Thisted kunnet konstatere, at der var en stigning i antallet af akutte ambulancekørsler på Mors med en lang responstid. Derfor er situationen blevet analyseret, og det er besluttet, at der indsættes et ekstra ambulanceberedskab på Mors.
Det styrkede beredskab glæder regionsrådsformand Ulla Astman: “Vi forsøger hele tiden at optimere akutberedskabet i regionen ved at analysere situationen, så vi kan agere, hvis responstiderne ændrer sig væsentligt et sted. Det gør vi i dialog med Falck, som bestemmer antallet af ambulanceberedskaber, og hvor de skal placeres for at overholde den fastsatte gennemsnitlige responstid. Det arbejde betyder, at vi nu kan tilbyde borgerne på Mors et forbedret akutberedskab”.
I Region Nordjylland som helhed skal Falck i gennemsnit levere en responstid på 9 minutter og 12 sekunder, når der akut bliver sendt en ambulance. Det seneste år har responstiden konstant været under 9 minutter, og ofte får borgerne hurtigere hjælp fra den pallette af andre præhospitale udrykningskøretøjer, som regionen råder over. Når man medregner ankomsten af lægebiler, paramedicinerbiler og akutbiler, så skæres der ca. 30 sekunder af den gennemsnitlige responstid.
“Vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre borgerne hurtig hjælp, og udover de præhospitale udrykningskøretøjer, så kan lægehelikopteren rykke ud. Vi har også gjort meget for at fremme borger-hjælper-borger tiltag i form af vores 112-akuthjælpere og SMS-Hjertestop-ordning. Det er enormt vigtigt med den slags tiltag i en tyndt befolket region med store geografiske afstande”, siger Ulla Astman.