Opretter ny ambulancelederuddannelse

Arkivfoto

Fra september 2023 bliver det muligt for ambulancebehandlere og paramedicinere at tage en ny og kompetencegivende ambulancelederuddannelse. Uddannelsen oprettes hos Dansk Præhospital uddannelsescenter (DAPUC) i Silkeborg, og formålet er, at deltagerne opnår kompetencer til at lede, tage styring, handle og koordinere både i hverdagssituationer, ved større skadessteder og ved sikkerhedshændelser.

DAPUC’s nye akademiuddannelse i ledelse og koordinering af præhospital akutindsats giver deltagerne værktøjerne til at varetage opgaven omkring stress, traume- og krisereaktioner, men også til at lede, tage styring og koordinere i hverdagssituationer, ved større skadessteder og sikkerhedshændelser, herunder at kunne kommunikere og samarbejde med øvrige deltagende aktører.

Målet med uddannelsen er, at deltagerne får redskaber til optimering af beslutningsproces og disponering af ressourcer, ligesom de får indsigt og træning i adfærds- og krisepsykologi. De får viden om mental parathed, konflikthåndtering samt handlingsevne og -muligheder relateret til kriser og akut opståede skadesteder og sikkerhedshændelse.

Uddannelsen er bygget op omkring et 10 ECTS-modul fra akademiuddannelsen og tilrettelægges med flere træningssimulationer i EVRT – Emergency Virtual Reality Training.

Består af to dele

Den nye ambulancelederuddannelse indeholder to dele:

Ambulancelederuddannelsens del 1 består af kompetencegivende akademiuddannelse i ledelse og koordinering af præhospital akutindsats (10 ECTS) underbygget af unik VR simulationstræning i EVRT særligt tilrettelagt til ambulanceledere.

Ambulancelederuddannelsens del 2 består af TECC – taktisk certificering, hvor deltagerne får en grundlæggende taktisk forståelse af sikkerhedshændelser, der gør dem bevidste om egen rolle og hvordan de agerer hensigtsmæssigt i tilspidsede situationer. Med den viden og forståelse bliver de i stand til at indgå i tværfagligt samarbejde med andre aktører i sikkerhedshændelser på et kvalificeret grundlag.

Annonce