Omkring 600 tilmeldte til BIOS-møder

På nuværende tidspunkt er der allerede 589 tilmeldte til de ni informationsmøder for kommende ambulancemedarbejdere, som BIOS holder i næste uge. Det fortalte den nye BIOS-direktør, Morten Hansen, da han mødte medlemmerne af Region Syddanmarks præhospitale udvalg. BIOS regner med at ansætte mindst 550 nye medarbejdere.

BIOS Danmark skal fra 1. september 2015 køre de syddanske ambulancer på Fyn, i Sydvestjylland og i Sønderjylland, og det nye selskab er allerede godt i gang med forberedelserne.

Mandag gav den nyansatte direktør for BIOS Danmark, Morten Hansen, medlemmerne af det præhospitale udvalg i Region SYddanmark en status. Morten Hansen kunne blandt andet fortælle, at der er stor interesse for de informationsmøder for kommende medarbejdere, som BIOS har arrangeret i næste uge. Der holdes i alt ni møder i henholdsvis Odense, Esbjerg, Aabenraa og Kolding. Mandag havde 589 meldt sig til møderne. BIOS vurderer, at selskabet skal bruge mellem 550 og 600 nye medarbejdere.

”Nogen har forsøgt at tegne et meget dystert billede af BIOS’ muligheder for at finde et tilstrækkeligt antal medarbejdere. Derfor er det utroligt positivt, at der er så stor interesse for møderne. Det tegner til, at tingene er ved at falde i hak, og at interessen for at arbejde for BIOS er der”, siger formand for det præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V).

For BIOS Danmark er informationsmøderne en anledning til at fortælle om visionerne bag det nye ambulancefirma og til at svare på spørgsmål fra de fremtidige medarbejdere.

”Vi ser frem til at sætte nogle ord på vores visioner for BIOS. Vi har en ambition om at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor der er fokus på mennesker. Både dem, der behøver hjælp, og dem som hjælper. Vi ønsker at skabe en virksomhed, der leverer tryghed. Tryghed til vores kunder og tryghed for vore medarbejdere. Vi vil gerne have fokus på et godt arbejdsmiljø, inddragelse af medarbejderne og på effektive arbejdsgange”, siger Morten Hansen.

Annonce