Oksbøl får nu et ambulanceberedskab

Det præhospitale beredskab i Varde Kommune – hvor responstiderne er ganske høje – bliver nu styrket. Fra 1. marts 2018 vil Region Syddanmark således placere et nyt døgnambulanceberedskab i Oksbøl, der i dag kun har en akutbil. Akutbilen fra Oksbøl vil i stedet blive flyttet til Varde, men den skal i sommermånederne dække Ølgod.

I dag består det præhospitale beredskab i Varde Kommune af en akutbil i Oksbøl, to ambulanceberedskaber i Varde og et ambulanceberedskab, der skifter mellem en placering i Nr. Nebel i sommerhalvåret og Ølgod om vinteren.

Men nu vil Region Syddanmark så styrke beredskabet ved at oprette et nyt døgnambulanceberedskab i Oksbøl. Der bliver tale om et beredskab med 10 timers opgavetid fordelt på 24 timer. Samtidig flyttes akutbilen fra Oksbøl til Varde, idet den dog hvert år i juni, juli og august flyttes fra Varde til Ølgod, så der er et beredskab i Ølgod i de måneder, hvor den lokale ambulance er flyttet til Nr. Nebel.

Med tilførsel af det ekstra døgnberedskab i Oksbøl aflastes de øvrige beredskaber i området, da den nyetablerede ambulance, udover at forbedre den lokale responstid, også vil tage en del af de opgaver på Vestkysten, som i dag udføres af ambulancer fra primært Varde og sekundært Esbjerg. Og ved at flytte akutbilen fra Oksbøl til Varde understøttes ambulancerne i et større geografisk område, end med den nuværende placering i Oksbøl.

Etablering af et ambulanceberedskab i Oksbøl vil koste 4,9 mio. kr. årligt. Herudover vil der være etableringsomkostninger i forbindelse med ombygning af den nuværende garage, der i dag huser akutbilen, på anslået 100.000 kr.

Såfremt etableringen af ambulanceberedskabet godkendes på regionsrådets møde i december, kan beredskabet kunne være på plads 1. marts 2018.

Annonce