Også Ry får nu frivilligt førstehjælperkorps

Arkivfoto

Skanderborg Kommune og Region Midtjylland har aftalt, at der skal etableres et frivilligt førstehjælperkorps i Ry-området som supplement til ambulancetjenesten. Det skal afhjælpe lange responstider i området og dermed skabe øget tryghed. Skanderborg Kommune skal hjælpe med at skaffe et tilstrækkeligt antal frivillige, som kan indgå i det aktive beredskab.

Oprettelsen af en 112-førstehjælperordning i Ry-området er resultatet af et møde mellem Skanderborg Kommune og Region Midtjylland. Mødet blev afholdt, efter at byrådet i Skandeborg havde besluttet at rette henvendelse til Region Midtjylland, fordi det stod klart, at responstiderne er for lange i Ry-området – og i særlig grad i Gl. Rye-området.

På mødet deltog fra Skanderborg Kommune borgmester Jørgen Gaarde og direktør Frederik Gammelgaard, mens Region Midtjylland var repræsenteret ved regionsrådsformand Bent Hansen og vicedirektør Carsten Lind.

“Vi har haft et godt møde med Region Midtjylland med en konstruktiv dialog og en forståelse for problemstillingen med responstider i Ry-området. Her og nu enedes vi om at oprette en 112-førstehjælperordning bestående af uddannede frivillige, som vil tage ansvar for at hjælpe ved mistanke om hjertestop. Vi er glade for det her første skridt i forhold til at få sikret borgernes tryghed i vores kommune”, siger borgmester Jørgen Gaarde.

Region Midtjylland oplyser, at de lange responstider indgår i den evaluering af ambulanceberedskabet, som gennemføres i 2017.

Konceptet med 112-førstehjælperordninger blev indført i 2011 i Region Midtjylland og findes i øjeblikket ca. 30 steder i regionen som et supplement til ambulancetjenesten. Region Midtjylland betaler ca. 50.000 kr. til etablering af en ordning og 40.000 kr. om året til drift. Skanderborg Kommune skal så hjælpe med at skaffe et tilstrækkeligt antal frivillige, som kan indgå i det aktive beredskab.

“Vi vurderer, at vi skal bruge omkring 12 personer i Ry-området. Vi går nu i gang med at få skabt opmærksomhed og få fundet de aktive borgere, som vil tage et ekstra ansvar for fællesskabet og trygheden. Vi forventer, at vi har en 112-førstehjælperordning klar i Ry-området i løbet af efteråret”, siger direktør i Skanderborg Kommune Frederik Gammelgaard.

De frivillige får relevant oplæring i førstehjælp og brug af hjertestarter, inden de kan indgå i det frivillige beredskab.

Annonce