Fra 2018 samles hele Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor man bygger det hidtil største danske hospital. På det nye hospital får traumecenteret en helikopterlandingsplads, men hospitalets store areal gør, at patienterne vil skulle transporteres med ambulance til de andre afdelinger. Men nu etableres der formentlig en ekstra landingsplads på hjertecenterets tag.
Den i forvejen planlagte helikopterlandingsplads placeres tæt på det kommende Traume- og Akutcenter. Men hver anden gang en helikopter lander ved hospitalet, vil patienten skulle til hjerteafdelingerne, og her vil afstanden medføre, at akutte hjertepatienter vil skulle transporteres fra helikopteren over i en ambulance for at blive kørt hen til akut behandling på hjerteafdelingerne. Det vil øge tiden, inden patienterne kan komme i livreddende behandling, med 20-30 minutter – og det er et problem for disse patienter, hvor tiden i helt særlig grad er en afgørende faktor for overlevelsen.
Imidlertid arbejdes der nu på at skaffe ekstern finansiering til at etablere en ekstra helikopterlandingsplads, som placeres på taget af hjertecenteret. Det vil koste omkring 20 mio. kr., men en ny donation fra TrygFonden på 10 mio. kr. betyder, at landingspladsen er kommet tættere på at blive en realitet.