Nyt nordjysk ambulance-setup: Økonomien ser ud til at holde

Foto: Line Bloch Klostergaard

Sidste år hjemtog Region Nordjylland 60 pct. af ambulancekørslen, mens de sidste 40 pct. overgik til den nye operatør PreMed. De økonomiske forudsætninger bag det nye setup ser ud til at holde, og faktisk har regionen brugt 5 mio. kr. mindre end ventet. Leje af ambulancestationerne er dog blevet dyrere, men har placerer regionen størstedelen af ansvaret hos Falck, der også kritiseres for en dårlig varetagelse af rollen som udlejer af stationerne.

Region Nordjylland valgte at sige farvel til Falck som ambulanceoperatør, efter at en udbudsrunde havde vist, at regionen kunne spare ca. 26 mio. kr. om året ved en model, hvor regionen hjemtog omkring 60 pct. af ambulancekørslen og indgik kontrakt med den nyetablerede operatør PreMed om varetagelse af de resterende 40 pct.

Efter det første års drift kan Region Nordjylland nu konstatere, at udgifterne til regionens egen ambulancetjeneste har været på 174,2 mio. kr. Det er 2,9 mio. kr. lavere end de 177,3 mio. kr., som der var budgetteret med. Udgifterne til PreMed har udgjort 116,2 mio. kr., og det er 2 mio. kr. lavere end budgettet på 118,2 mio. kr. I alt har ambulancekørslen således kostet 4,9 mio. kr. mindre end budgetteret.

I forhold til PreMed skyldes mindreforbruget især, at der i budgettet var afsat for mange penge til overarbejde. En mindre del skyldes endvidere nogle mere budgettekniske årsager, idet betalingen for redderelever løbende vil stige i de kommende år.

I forhold til regionens egen ambulancetjeneste, så konstaterer regionen i et internt statusnotat, at ”den regionale kontrolberegning samlet set [er] solid og robust”. Der er dog forskellige udsving, hvor nogle elementer i kontrolberegningen er blevet dyrere end forventet, mens andre elementer tilsvarende er blevet billigere.

Leje af Falck-stationer har givet problemer

Et af de elementer, der er blevet dyrere end ventet, er lejeudgifterne til Falck. Regionen lejer sig ind på en række af Falcks nordjyske stationer, men da Falck har centraliseret de fleste ikke-akutte funktioner på ganske få stationer, så er konsekvensen, at regionens ambulancer er placeret på stationer, som typisk kun varetager ambulancekørsel og brandslukning – og dermed er alt for store til formålet. Så for at få en lejeaftale med Falck har regionen været tvunget til at leje langt flere kvadratmeter, end der var forudsat i kontrolberegningen.

I det meste af landet fremstår Falcks stationer i dag meget nedslidte og dårligt vedligeholdte, efter at redningskoncernen i årevis har sparet kraftigt på vedligeholdelsesbudgettet. Det gælder også i Nordjylland, og det har ifølge Region Nordjylland givet nogle særlige udfordringer. Som lejer har regionen nemlig været nødt til at insistere på en renovering ”for at bringe de fysiske rammer på Falck-lejemålene op til Region Nordjyllands standard… ud fra en arbejdsmiljømæssig betragtning og en generel kvalitetsmæssig tilgang til fysiske faciliteter for ansatte i Region Nordjylland”.

”Samarbejdet med Falck omkring renovering på visse af stationerne har skabt en del udfordringer i 2022 og som har bidraget til en vis frustration blandt personalet på berørte baser. Her skal det nævnes, at samarbejdet med Falck omkring renovering af base Aalborg, som er regionens klart største base, har været den største udfordring, hvilket har afstedkommet en del forståelige frustrationer fra personalet”, konstaterer regionen i statusnotatet, hvor opstarten betegnes som ”kendetegnet ved betydelige forsinkelser som følge af mangelfuld projektledelse fra udlejer (Falck, red.). Dette manifesterede sig i, at medarbejderne i en usikker tid desværre også måtte tilpasse sig en hverdag, hvor baserne var præget af byggerod, forsinkelser mv.”

Annonce